Svinekød med salmonella solgt i hele landet: Du kan blive alvorligt syg
Et parti svinekød tilbagekaldes nu, efter at Fødevarestyrelsen har påvist salmonella. Styrelsen råder alle til ikke at spise kødet, da man kan blive meget syg.
Fødevarevirksomheden Hilton Foods tilbagekalder nu et parti svinekød, efter at Fødevarestyrelsen i undersøgelse har påvist salmonella i kødet.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om et parti nakkefilet, der er anvendt til produktion af forskellige kødpakker. Kødpakkerne er solgt i butikskæderne Kvickly, Super Brugsen, Dagli Brugsen, Lokal Brugsen og Fakta.
Under artiklen kan du se, hvilke produkter det præcist drejer sig om.
Holdbarhedsdatoerne for kødpakkerne er fra 7. til 10. juni – men nogle forbrugere kan have kødpakkerne i fryseren.
Hvis det er tilfældet, råder Fødevarestyrelsen til, at man enten smider det ud eller leverer produktet tilbage til butikken, hvor det er købt. Det kan nemlig indebære stor risiko at spise kødet, hvor man kan pådrage sig en salmonellaforgiftning, der er kendetegnet ved symptomer som diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast ifølge Fødevarestyrelsen.
I en mail til Newsbreak.dk giver Hilton Foods følgende kommentar:
– Der er ingen sundhedsmæssig risiko forbundet med at have spist kødet, hvis det er tilberedt korrekt i forhold til stegevejledningen. Tilstedeværelsen af Salmonella gør dog, at produkterne ikke er egnet til konsum.
Hilton Foods ønsker ikke at kommentere yderligere.