Svinebakterie: Ekspert beskylder myndighederne for »massivt svigt«

Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Risikoen for at købe en svinemørbrad eller en pakke nakkekoteletter med svinebakterien MRSA med hjem fra supermarkedet kan ligge på et rekordhøjt niveau.

Det viser en undersøgelse lavet af TV Syd i fællesskab med Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. Den viser, at hver femte af i alt 100 undersøgte pakker svinekød indeholder de multiresistente bakterier. Og det er en fordobling siden en lignende undersøgelse i 2011.

Overlæge og professor ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos mener, at de danske fødevaremyndigheder har fejlet.

»Det er et massivt svigt, og myndighederne har siddet på hænderne, og de har intet gjort,« siger han til TV 2 News.

Hans Jørn Kolmos mener, at Fødevarestyrelsen på baggrund af den nye undersøgelses resultater nu må lave sin egen undersøgelse, hvor der også bliver set på farsen og ikke kun det udskårne kød.

»Nu må fødevaremyndighederne træde i kraft og få gentaget den undersøgelse, så vi kan få et reelt billede af, hvor udbredt smitten er. Det her var i udskåret, men vi ved ingenting om fars, og der kan risikoen være endnu større, fordi man blander kød sammen fra flere forskellige svin,« siger han til TV 2 News.

Enhedslisten har kaldt fødevareminister Dan Jørgensen (S) i samråd om sagen.

Powered by Labrador CMS