Svindel med lastbil gjorde køreturen farlig
Det kostede en vognmand 150.000 kroner at få lastbilen tilbage fra politiet. Men historien stopper ikke der.
En lastbilchauffør skal stille i retten, efter at det køretøj, han sad i sammen med 620 grise, blev holdt tilbage af betjente fra Tungvognscenter Syd. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Chaufføren blev standset sidst i januar. Vogntoget var polsk, lasten var svin og køretøjet kendt af politiet i forvejen. Samme lastbil var allerede blevet standset og kontrolleret en uge forinden, og fra politiets side havde man mistanke om, at der var lusk med i spillet.
Den efterfølgende efterforskning viste, at kontrolapparatet, den såkaldte takograf, var blevet forsynet med ulovligt ekstraudstyr. Takografen sidder i lastbilen og sørger for, at chaufføren hverken kan køre for længe eller for hurtigt. Og en fjernkontrol gjorde det muligt at pille ved disse indstillinger.
Med andre ord kunne chaufføren, “med et tryk på en knap” ignorere alle regler og køre lige så længe, som det passede ham. Og så blev lastbilen ellers konfiskeret. Det eftermonterede udstyr blev fjernet, og det kostede vognmanden 150.000 kroner at få lastbilen tilbage.
Grisene røg retur
De 620 grise blev i mellemtiden sendt retur til afsenderen, og de 150.000 kroner ligger nu hos politiet. Historien bliver endeligt afsluttet ved et retsmøde. Lastbilens chauffør står her sigtet for manipulation for køre- og hviletiden.
Han risikerer bøder og frakendelse af førerretten.