Svindel en overraskelse for Jamilla Hayats veninde

Et vidne fortæller, at Britta Nielsens mand fortalte, at hun fik høj løn, men at de også havde stor gæld.

Britta Nielsens mand arbejdede som arbejdsleder hos Carlsberg, fortæller tidligere kollega, der er afhørt i sagen mod Britta Nielsens børn mandag. Også en af døtrenes veninder blev ført som vidne mandag. (Arkivfoto). Foto: Siphiwe Sibeko/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Svindeldømte Britta Nielsens mand fortalte til sin kollega, at Britta Nielsen tjente mange penge, men også at de havde gæld til op over skorstenen.

Det fortæller den tidligere kollega Svend Nærvig, der mandag vidner i sagen mod Britta Nielsens tre børn, der er tiltalt for groft hæleri.

Kollegaen arbejdede ligesom Britta Nielsens mand som arbejdsleder på Carlsbergs lager. Britta Nielsens mand døde i 2005, og inden da nåede Britta Nielsen at svindle for knap ti millioner kroner.

– Vi havde den forståelse, at Britta var kontorchef i et ministerium og tjente masser af penge. Han sagde, at hun tjente meget mere end ham, siger Svend Nærvig.

– Britta havde den høje stilling og tjente mange penge, forklarede Britta Nielsens mand ifølge kollegaen.

Dømt i februar

Britta Nielsen blev i februar dømt for at have svindlet Socialstyrelsen for 117 millioner kroner, og hendes tre børn er blevet tiltalt for groft hæleri ved at have fået del i pengene.

Kollegaen er første vidne i sagen mod børnene.

Britta Nielsen tjente dog ikke mange flere penge end sin mand.

Kollegaen fortæller, at han som arbejdsleder tjente knap 30.000 kroner. Britta Nielsens mand har derudover fået cirka 5000 kroner i tillæg for aftenarbejde, vurderer kollegaen.

Normal løn

Britta Nielsen tjente 27.434 kroner for sit arbejde i Socialstyrelsen. Det viste en aktindsigt i Britta Nielsens personaleoplysninger, som TV2 fik i 2018.

Svend Nærvig fortæller også, at manden fortalte, at familien havde lånt mange penge.

– Han blev nødt til at arbejde resten af sit liv, fordi han skyldte så meget i sit hus, fordi det var lånt til op over skorstenen, sagde han og grinede, siger kollegaen i retten.

Britta Nielsens mand kørte ifølge kollegaen på arbejde i en Audi, og så talte han også om datterens hestesport.

– Jeg kunne finde på at spørge, om det var dyrt. Han sagde, at man tjente lidt, når man solgte en hest, siger Svend Nærvig.

Ingen mistanke

Den tidligere arbejdsleder havde ikke nogen mistanke om, at der foregik noget underligt.

– Nej, fordi han hele tiden fortalte om, at han skyldte lånte penge væk, siger kollegaen.

Han er – selv med sin nye viden om Britta Nielsens svindel – sikker på, at manden ikke kendte til svindlen.

Flere vidner

Da nyheden om en 64-årig kvindes mulige svindel i Socialstyrelsen ramte avisforsiderne i oktober 2018, kom det bag på Christina Gottschalck Bloch, at det var hendes venindes mor.

Christina Gottschalck Bloch fortæller, at Britta Nielsens datter Jamilla Hayat ringede til hende, men ikke kunne få sagt, hvad der var sket.

– Hun endte med at sige: Se nyhederne. Fra hun sagde det, til det gik op for mig, gik der tre timer.

– Og så skrev jeg til Jamilla, om det var noget med hendes mor. Jeg brød sammen. Hvis ikke det havde været en tilståelsessag, hvor der var så klokkeklare beviser, havde jeg ikke troet på det, siger veninden.

Christina Gottschalck Bloch har kendt Jamilla Hayat, siden de var omkring otte år gamle.

– Hun har en tendens til at tro på det, der bliver fortalt, siger veninden.

Tiltalt for groft hæleri

Hun er et af flere vidner, som er indkaldt i sagen mod Britta Nielsens tre børn, der er tiltalt for groft hæleri for cirka 51 millioner kroner ved at have fået del i de penge, som moren svindlede Socialstyrelsen for.

Ifølge tiltalen vidste de eller formodede de bestemt, at pengene stammede fra kriminalitet. Men det nægter de alle.

Det er forsvarer Peter Secher, som har indkaldt veninden som vidne i sagen. Han vil vide, om hun mener, at de burde formode, at pengene stammede fra svindel.

– Nej overhovedet ikke. Hvis man kendte Britta, ville man aldrig nogensinde have den tanke. Det ville aldrig falde en naturligt at have den tanke, at de penge kom fra noget strafbart, siger Christina Gottschalck Bloch.

Kendte til rejser og biler

I kraft af at være tæt på familien kendte veninden godt til de dyre biler og rejserne til Sydafrika, som familien tog på. Forsvarer Peter Secher vil vide, om de ikke talte om, hvad det kostede.

– Næ, men der var heller ikke nogen, der spurgte. Det gjorde jeg ikke, siger Christina Gottschalck Bloch.

Anklager Lisbeth Jørgensen vil vide, om hun kendte det fulde omfang af de penge, som Britta Nielsens børn fik.

Hun afviser at have kendt til, at Jamilla Hayat skal have fået overført 1,3 millioner kroner fra Britta Nielsen.

Powered by Labrador CMS