Sverige skruer op i ny krisepjece - Danmark er ikke på vej

Ny svensk krisepjece har et større fokus på krigsberedskab. Herhjemme er en ny ikke på vej, siger minister

Offentliggjort

Sverige opdaterer krisepjece med fokus på krigsberedskab

  • Sverige har lanceret en ny kriseberedskabspjece, der fokuserer på, hvordan man skal reagere i tilfælde af terrorangreb og luftangreb. Pjecen indeholder også vejledning om, hvad man skal medbringe ved en evakuering.
  • Den nye pjece er en opdatering af den tidligere fra 2018 og vil blive sendt ud til fem millioner svenske husstande. Den svenske regering understreger, at verden har ændret sig, og at det er vigtigt at tydeliggøre borgernes rolle i totalforsvaret.
  • I Danmark ser beredskabsminister Torsten Schack Pedersen ikke behov for en lignende opdatering. Han påpeger, at trusselsbilledet ikke har ændret sig siden sommer, og at de nuværende anbefalinger om at have forsyninger til 72 timer er tilstrækkelige.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hvad gør man, hvis der sker et terrorangreb? Hvordan stopper man en blødning? Og hvad skal man tage med, hvis der kommer en evakuering?

Der er tilføjet flere nye og alvorlige afsnit i den nye kriseberedskabspjece, som fra mandag og to uger frem dumper ind i svenskernes postkasser.

Den seneste var fra 2018, og nu er en ny på vej til fem millioner husstande.

Og der er altså skruet op for fokus på krigsberedskab i pjecen, der blandt andet handler om, hvor man kan søge dækning, hvis der sker luftangreb.

Ændringer i trusselsbillede 

En lidt anden tilgang end i den danske pendant - "Forberedt på kriser".

Den blev lanceret i juni og består mest af anbefalinger til, hvad man skal have på lager derhjemme til at klare sig i tre døgn under en krisesituation.

- Hvis Sverige bliver angrebet, vil vi aldrig overgive os. Enhver påstand om, at modstanden vil ophøre, er falsk, står der som noget af det første i den nye svenske pjece.

Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) ser ikke behov for en opdatering herhjemme.

- Trusselsbilledet er ikke ændret siden sommer, så derfor forventer jeg heller ikke, at myndighederne på den korte bane vil ændre anbefalingerne.

- Men det er klart, at sker der ændringer i trusselsbilledet, så er det jo noget, som myndighederne følger tæt, siger han.

Verden har ændret sig 

I Danmark anbefales borgerne blandt andet at have drikkevand, mad og andre fornødenheder som medicin og førstehjælp til at klare 72 timer.

Det er den tidsramme, som for nylig blev anbefalet i en rapport om EU's civile og militære beredskab fra den tidligere finske præsident Sauli Niinistö.

I Sverige går man dog længere - her er det "mindst en uge".

Da den nye svenske pjece blev lanceret, slog minister for civilt forsvar Carl-Oskar Bohlin fast, at verden har ændret sig siden den seneste pjece i 2018.

- Den nye brochure er et vigtigt redskab til at tydeliggøre den enkeltes rolle i totalforsvaret, slog han fast i en pressemeddelelse om pjecen.

Torsten Schack Pedersen (V) blev i august udnævnt til minister for samfundssikkerhed og beredskab. Det står dog endnu ikke klart, om han har lovhjemmel til at kræve eller blot anbefale noget, når andre skal pålægges at styrke beredskabet.

Landene er forskellige 

Ifølge hans danske pendant, beredskabsminister Torsten Schack Pedersen, har man i Sverige en anden tradition for hjemmeberedskab end i Danmark.

Blandt andet fordi landet tidligere ikke var en del af forsvarsalliancen Nato.

- Der er også nogle geografiske forhold i Sverige med områder, der helt naturligt ligger noget længere væk, end vi ser herhjemme.

- Det giver god mening, at anbefalingen til befolkningen afspejler virkeligheden i det land, hvor de kommer, for landene er forskellige, mener han.

Det ventes at tage to uger at få leveret pjecerne ud til alle svenske husstande.

I Danmark er anbefalingen, at man har mad til at kunne klare tre døgn. Man opfordres også til at have andre ting som hygiejneartikler i sit hjemmeberedskab.
Powered by Labrador CMS