Sverige i VM-triumf: Straffe-helt havde besluttet sig
Sådan har jeg gjort, siden jeg var lille, siger Nicklas Bäckström om sit afgørende mål i VM-finale mod Canada.
Mens tilskuerne og Sverige holdt vejret i spænding, så holdt den svenske ishockeystjerne Nicklas Bäckström hovedet koldt, da han skøjtede ned mod Canadas mål og afgjorde søndagens højdramatiske VM-finale på straffeslag.
– Jeg havde bestemt mig, inden jeg skulle skyde, forklarer Washington Capitals-spilleren.
– Jeg skød på mit favoritsted. Lavt ved siden af målmandens stav. Det har jeg gjort, siden jeg var lille, og det virkede i dag, siger han.
Oliver Ekman Larsson formåede som den eneste anden spiller også at score på straffeslag.
Dermed vandt Tre Kronor, som det svenske ishockeylandshold kaldes, sin tiende VM-finale gennem tiderne med samlet 3-1 mod Canada.
Bäckström har nu to guldmedaljer, og den nyeste er han ekstra glad for.
Udelukket fra OL
Ved OL i Sotji for tre år siden blev han få timer før finalen mellem Sverige og Canada udelukket fra at spille.
Den Internationale Olympiske Komité begrundede det med, at Bäckström havde en for høj dosis af en allergimedicin i kroppen. Protester fra både NHL samt det svenske og det internationale forbund hjalp ikke.
– Man vil spille alle finaler. Så det er klart, at det her føles som en revanche, siger han.
I 2006 blev han i Riga i Letland den yngste spiller til at vinde en finale med Tre Kronor.
– Det er den samme følelse. Lettelse og glæde. Ikke bare for os spillere, men for hele landet. Det føles som om, at vi har ventet nogle år på det her, siger han.
Da hans holdkammerat Anton Strålman fik VM-pokalen i hænderne, skøjtede han direkte ned mod det tilskuerafsnit, hvor hans hustru og parrets fire børn sad.
– Johanna og børnene fortjener den lige så meget som jeg, forklarer han.
– Det er ikke bare guld og grønne skove at spille i NHL. Man er meget væk og går glip af fødselsdage og skolemøder. Det er ret hårdt. Det bliver ikke bedre, end at kunne dele det her med dem, siger Strålman, der tidligere har tabt tre semifinaler ved VM og to Stanley Cup-finaler.
Målvogter lukkede af
Denne gang var han overbevist om, at det ville ende med guld og ikke det mindste nervøs under straffeslagene.
– Jeg var helt sikker på, at vores drenge ville sætte dem (i nettet, red.), og så havde vi jo “Henke” (keeper Henrik Lundgvist, red.) nede bagved, siger han.
Målvogter Henrik Lundgvist reddede alle de canadiske straffeslag.
Canadas landstræner, Jon Cooper, var skuffet efter kampen, men roste også det svenske hold og fremhævede Victor Hedman, der scorede i den ordinære kamp, samt Anton Strålman.
– Hvis jeg skal tabe til nogen, så er det dem, siger han.
/ritzau/TT