Sverige er ikke tilfreds: Danmark skal straffes hårdere

Sveriges fodboldforbund ønsker Danmarks fodboldkvinder straffet hårdere end blot skrivebordsnederlaget på 0-3.

Svenskerne vil have straffes Danmark yderligere. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks fodboldlandshold for kvinder risikerer at blive straffet hårdere end først antaget for udeblivelsen fra VM-kvalifikationskampen mod Sverige i oktober.

Tirsdag meddeler Det Svenske Fodboldforbund (SvFF), at man appellerer dommen fra Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, der taberdømte Danmark med 0-3 i november – samt tildelte Danmark en bøde.

Det svenske forbund ønsker således, at Danmark bliver straffet hårdere, skriver SvFF på sin hjemmeside.

– Vi mener ikke, at sanktionerne er i proportion med bruddet på reglerne, siger generalsekretær Håkan Sjöstrand.

Forhandlingerne om en ny landsholdsaftale for kvindelandsholdet og U21-herrerne blev indledt i efteråret 2016 og sluttede først i november 2017.

Undervejs udeblev Danmark fra en VM-kvalifikationskamp i Sverige og blev efterfølgende taberdømt 0-3. Den dom har Sveriges Fodboldforbund (SvFF) anket tirsdag, da man ønsker en hårdere dom til danskerne.

DBU er uenig

I Dansk Boldspil-Union (DBU) ærgrer kommunikationschef Jakob Høyer sig over svenskernes anke.

– Det må vi jo tage til efterretning. Og så vil vi sætte os ned og læse deres indsigelse og forholde os til, om vi også skal svare Uefa. Det har vi ikke besluttet os for endnu, siger Jakob Høyer.

Han mener, at den oprindelige straf var hård og rimelig.

– Jeg ved ikke, om det kommer bag på os. Men vi mener, at når vi læser hele kendelsen fra Uefa, som vi har fået for et par dage siden, at der er en god sammenhæng mellem Uefas redegørelse og opfattelse af sagen og den sanktion, der er kommet mod kvindelandsholdet og DBU. På det grundlag synes vi egentlig, at det er en rimelig sanktion, der er faldet, og at den ikke bør være kraftigere end det, siger Jakob Høyer.

Her er forløbet i konflikten:

* 6. september 2017: Landsholdsaftalen mellem DBU og Spillerforeningen for kvindelandsholdet og U21-landsholdet udløber. Parterne har forhandlet i mange måneder, men er ikke nået frem til en ny aftale.

* 11. september: Kvindelandsholdet udebliver fra en træningssamling. Dagen efter vælger DBU at aflyse EM-revanchen mod Hollands fodboldkvinder som følge af konflikten.

* 18. september: Parterne bliver enige om en delaftale, der gælder kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Ungarn. Spillerne haster til Ungarn og vinder 6-1 dagen efter.

* 16. oktober: Spillerne møder ikke ind i landsholdslejren forud for VM-kvalifikationskampen mod Sverige, fordi det stadig ikke er lykkedes at lande en aftale.

* 18. oktober: Efter at spillerne heller ikke mødte frem til anden træningsdag, beslutter DBU at melde afbud til kampen mod svenskerne.

* 20. oktober: Spillerforeningen og DBU når frem til en delaftale gældende for årets sidste VM-kvalifikationskamp mod Kroatien. Fire dage senere vinder Danmark kampen med 4-0.

* 24. oktober: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) åbner en disciplinærsag mod Danmark for at udeblive fra kampen mod Sverige.

* 16. november: Sagen bliver taget op i Uefas disciplinærudvalg, der idømmer Danmark et skrivebordsnederlag på 0-3 og tildeler DBU en bøde.

* 25. november: DBU og Spillerforeningen bliver enige om en aftale gældende for de næste fire år.

* 12. december: Sveriges Fodboldforbund anker dommen, der sikrer Sverige en 3-0-sejr og en bøde til DBU. Svenskerne ønsker en hårdere straf til danskerne.

Powered by Labrador CMS