Svenskere forundret over Morten Olsen inden EM-gyseren
Svenskere forundret over Morten Olsen inden EM-gyseren
Morten Olsen udtog mandag eftermiddag truppen til det danske landsholds to skæbnesvangre playoff-kampe mod Sverige.
Inden landstræneren offentliggjorde de 23 navne til dobbelt-gyseren, holdt han en lang tale, der blandt andet nok engang kom ind på afgørelsen i dronesagen, de manglende danske mål og skaderne, der altid driller.
Den smøre kom bag på flere af de udsendte svenske journalister.
»Jeg blev ret overrasket over, at han indledte med en flere minutter lang forsvarstale, og udefra set fik man indtrykket af, at han var en presset mand, der havde indtaget en forsvarsposition. Han fremhævede blandt andet Danmarks problem med at score mål, hvor det ville være normalt at nedtone problemet,« fortæller Michael Wagner fra den svenske avis Aftonbladet.
»Han gik ofte i kødet på journalisterne og stillede spørgsmål tilbage, og han var lidt trodsig. ‘Det behøver jeg ikke at svare på, for det ved du jo godt,’ svarede han eksempelvis til en af de danske journalister. Men det virkede som om, at de var vant til den slags fra Olsen. Man fik indtrykket af, at forholdet var anstrengt, men omvendt foregik det hele i en god tone. Det føltes ikke som en total konflikt.«
Oplevede Morten Olsen som presset
Samme oplevelse havde hans kollega fra Expressen, Michael Hardenberger.
»Jeg oplevede Morten Olsen som presset. Han svarede med mange modspørgsmål, og det var interessant, synes jeg. Og han ville jo heller ikke svare på alle journalisternes spørgsmål,« udtaler den svenske journalist, der dog godt kan genkende Olsens taktik fra det svenske.
»Sådan foregår det også ved Erik Hamréns pressemøder. Han indleder også tit med en brandtale. Men skal jeg pege på en forskel mellem Hamrén og Olsen, så vil jeg sige, at Morten Olsen virker en del lunere.«
Bekymret over at møde Danmark
Begge de svenske journalister erkender, at de forlod pressemødet lettere bekymret over udsigten til at dyste med Danmark om EM-billetten.
»Jeg synes, den er bedre end den svenske. Det, der især taler for Danmark, er, at I ikke lukker særligt mange mål ind. Det svenske landshold har haft et meget dårligt forsvar i de seneste år. Danmark er mere solide, og kan det lykkes jer at isolere Zlatan, så har I vundet meget,« fortæller Michael Hardenberger, der får opbakning fra sin kollega fra Aftonbladet.
»Når man kigger på de 14-15 bedste danske spillere, synes jeg, at de er bedre end de 14-15 bedste svenske spillere. Ikke klart bedre, men de er bedre. Jeg synes, at styrkeforholdet hedder 60-40 i dansk favør,« lyder det fra Michael Wagner.
»Men det bliver Danmark mod Zlatan. Zlatan har scoret otte mål i EM-kvalifikationen, hvilket er det samme, som hele det danske landshold til sammen har lavet. Det er de to nationers kvalifikation i en nøddeskal.«