Svensk stjerne håner Danmark efter sejren
Sverige vandt 4-1 i semifinalen mod Danmark ved EM for U21-landshold, og bagefter var den svenske stjerne, John Guidetti, hård i sin dom over Jess Thorups mandskab.
»Danmark er det dårligste hold, vi har mødt i turneringen. De snakker bare, men vi er bedst i Norden,« sagde John Guidetti efter kampen til svenske Aftonbladet.
Manchester City-spilleren, der i sidste sæson var udlejet til skotske Celtic, scorede selv Sveriges første mål i kampen på straffespark. Ifølge John Guidetti havde det på forhånd provokeret svenskerne, at de havde hørt, at Sverige var det hold, Danmark helst ville møde.
»Vi var helt overlegne. Helt overlegne. Det var tid for dem til at ryge hjem. Det var faktisk lidt pinligt. Man kan ikke tale om, at det er let at spille mod os, når man så taber 4-1,« sagde John Guidetti.
»Nu skal vi spille EM-finale. Alle andre kan bare tage hjem,« lød det lidt kæphøjt fra John Guidetti.
I den indledende pulje havde Sverige vundet over Italien, tabt til England og spillet uafgjort mod Portugal.
I EM-finalen venter påny Portugal, som i deres semifinale vandt 5-0 over Tyskland. Finalen spilles tirsdag.