Svensk prins: -Hun var så smuk
Den svenske prins Carl Philip faldt pladask for den lokkende skønhed Sofie Hellqvist, afslører han mindre end to uger før brylluppet.
Der skulle ikke mere end et blik mellem den svenske prins Carl Philip og den smukke reality-deltager Sofia Hellqvist til, før den romantiske vej var banet. Det sagde nemlig klik ved første blik, fortæller parret i et interview med svenske TV4.
Carl Philip, der er 36 år og uddannet fra Landbrugsuniversitetet i Alnarp, fortæller, at han allerede ved første øjekast blev lokket af den 30-årige skønhed.
– Det, jeg faldt for, var først og fremmest, at hun var så smuk. Hendes øjne. Men også at hun er en fantastisk person med fødderne plantet på jorden og har en skøn personlighed. Der er så meget godt at sige. Hun er en skøn og spændende person, forklarer den forelskede prins.
Prinsen og reality-prinsessen mødte hinanden gennem fælles venner, og de har dannet par gennem de seneste fem år.
– Jeg havde ikke kendt kærlighedens magi, før jeg mødte Sofia. Men efter jeg mødte hende, lærte jeg virkelig, hvordan den magi kan forandre en person, siger prinsen.
Selvom de to ikke var i tvivl om kærligheden, har vejen til forlovelsen dog ikke været lige til. Sofia Hellqvists fortid som glamour-model og deltager i reality-programmet “Paradise Hotel” har betydet, at regentparret har taget deres tid til at acceptere hende.
Det glade par bliver for alvor forenet, når de lørdag den 13. juni siger ja til hinanden i Slottskyrkan i Stockholm.
/ritzau/FOKUS