Svensk Muhammedtegner gået i skjul efter angreb
Svensk politi har flyttet den omstridte kunstener Lars Vilks fra sit hjem i Skåne til et ukendt opholdssted.
Den svenske kunstner Lars Vilks, som menes at have været mål for lørdagens angreb mod Krudttønden i København, er gået i skjul.
Hans hjem ved Höganäs i Skåne er ikke sikkert, og derfor er han flyttet et andet sted hen, siger en talsperson for svensk politi til det franske nyhedsbureau AFP.
– Han skal være på et sikkert sted, siger talspersonen, Ewa-Gun Westford.
Höganäs kommune har for første gang i 13 år holdt krisemøde, oplyser kilder i kommunen til Helsingborgs Dagblad.
Kommunen har også fået besked fra politiet om, at den omstridte Muhammedtegner er flyttet på ubestemt tid.
– Vi har fået besked om, at politiet har flyttet ham, og at han ikke kommer tilbage til Höganäs inden for overskuelig fremtid, siger kommunalpolitikeren Péter Kovács fra Moderaterna til avisen.
/ritzau/