Svendborgsund-broen skærmes mod vildfarne skibe
Vejdirektoratet forbedrer sikringen af en af de trafikale livsnerver i det sydfynske.
Hver dag pendler flere tusinde bilister over Svendborgsundbroen, der spiller en helt afgørende rolle i at binde trafikken sammen i det område, der omfatter Sydfyn, Tåsinge og Langeland.
Samtidig ligger broen i et farvand, der er meget besejlet af både små og større skibe. For at sikre at broen ikke bliver ramt af påsejlinger, der lukker den i lang tid – med alvorlige konsekvenser for den lokale trafik til følge – øger Vejdirektoratet nu sikringen af broen.
– Hvis et stort containerskib eller en færge påsejler en af Svendborgsundbroens bropiller, risikerer vi at skulle lukke broen længe. Det vil have store konsekvenser for de trafikanter på Tåsinge, Langeland og Sydfyn, der er afhængige af den til daglig. Derfor går vi nu i gang med at sikre broens piller mod påsejlinger. Man kan betragte det som en god forsikring – både for trafikanterne og for dem, der sejler under broen, siger Shahriar Honar, der er projektleder i Vejdirektoratet.
Helt konkret består sikringen i, at Vejdirektoratet anlægger nye rev af sand og sten et stykke fra bropillerne. Revene skal sætte store skibe på grund, hvis de er kommet ud af kurs og derfor risikerer at ramme broen. De fleste af de mindre skibe kan dog sejle henover revene. De mindre skibe kan ikke skade broen alvorligt, hvis de sejler ind i den.
Revene får ikke betydning for rederiernes daglige drift, da alle rev ligger udenfor sejlrenden. Kun, hvis skibene kommer ud af kurs, støder de på de nye rev. Det er kun mindre skibe, der kan sejle udenfor sejlrenden, der vil kunne opleve, at de er på vej ind mod et rev og derfor skal ændre kurs.
– Folk på vandet skal gøre som de plejer. Erhvervsskibe skal fortsat sejle i sejlrenden, der bliver liggende, hvor den er, og lystsejlere eller mindre skibe skal følge afmærkningerne på søkortene og bøjerne på vandet, fortæller Shahriar Honar.
Revene kommer ikke til at påvirke plante- og dyrelivet i Svendborgsund, og de vil heller ikke forhindre vandet i at strømme gennem sundet. Det viser en miljøscreening, Vejdirektoratet har gennemført.