Svag Yuan giver comeback til billigt boliglån
Danskerne kan takke en svag Yuan for et billigt boliglån
Takket være kineserne kan de danske boligejere igen få det populære 2,5 pct. lån til en attraktiv kurs. Det skyldes, at Kina for tredje dag i træk har nedskrevet sin valuta over for den amerikanske dollar, forklarer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.
»Mens verden holder vejet og forsøger at afkode, hvor mange flere nedskrivninger af den kinesiske valuta centralbanken har i skuffen, rammer det gamle mundheld om, at »den enes død er den andens brød« de danske boligejere. Bagsiden af en svækket kinesisk valuta er nemlig et nedadgående pres på de globale renter – herunder også de danske – og det er gode nyheder for boligejerne,« siger han.
I går lukkede det 30-årige 2,5 pct. lån med afdrag i en gennemsnitskurs på 96,74, mens den afdragsfrie variant endte på kurs 95,23.
»De seneste dages devalueringer fra Kina har således været med til at sende de danske realkreditrenter lidt ned, da det tolkes som et signal på svaghedstegn i kinesisk økonomi, og dermed også øget modvind til den globale økonomi,« skriver cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig, Realkredit Danmark, i en kommentar.
Selvom 3 pct. lånet stadig er i spil til en gunstig kurs, der nærmer sig 100, er kurserne på 2,5 pct. lånene med og uden afdrag nu oppe i et niveau, hvor Realkredit Danmark har valgt at ændre sin officielle låneanbefaling fra 3 pct. til 2,5 pct. lånet.
»Det skal ses i lyset af, at 2,5 pct. lånet er billigst over tid og har den største kursfølsomhed. Dermed er det den bedste beskyttelse af friværdien i tilfælde af evt. fremtidige rentestigninger. Der er stadig et lille stykke vej til, at 3 pct. lånet lukker, og for boligejere, der ønsker at mindske deres kursrisiko i tilfælde af førtidig indfrielse, kan 3 pct. lånet dog være en mulighed frem for 2,5 pct. lånet,« lyder det fra Christian Hilligsøe Heinig.
Nedskrivningen mærkbar flere steder
Med dagens nedskrivning på 1,1 pct. lyder den samlede devaluering af den kinesiske valuta over for dollaren på 4,6 pct.
»Over for euroen og dermed danske kroner er nedskrivningen reelt noget større, i det den amerikanske dollar er faldet med næsten 2 pct. i den samme periode overfor euroen. Det er fortsat svagere vækstudsigter, som får den kinesiske centralbank til at reagere,« forklarer Per Hansen.
Nedskrivningen bliver mærkbar flere steder. For Europa og dermed Danmarks vedkommende vil det blandt andet komme til at betyde, at renterne forbliver lave i en længere periode, mener investeringsøkonomen.
Boligejerne havde ellers lige vænnet sig til, at renterne var begyndt at gå den anden vej, hvor det toneangivende fastforrentede lån pludselig hed 3,5 pct. Og det har været med til at tage toppen af prisstigningerne på boligmarkedet de seneste måneder.
»Et comeback til 2,5 pct. lånet betyder, at boligmarkedet får lidt medvind fra renteudviklingen igen. Effekten på boligmarkedet er dog her og nu kun på marginalen, og det er endnu for tidligt at spå om, hvorvidt de seneste dages rentefald blot er en enlig svale. Vi kan derfor heller ikke afvise, at det kun er for en kort stund, at 2,5 pct. lånet fortrænger 3 pct. lånet i vores anbefalinger,« skriver RDs cheføkonom.
Han peger på, at den amerikanske centralbank i løbet af efteråret efter alt at dømme fortsat har planer om at forhøje den pengepolitiske rente. Og det vil i sig selv kunne give et opadgående pres på de danske realkreditrenter.
»De seneste dages begivenheder med nedskrivningerne af den kinesiske valuta giver dog en øget usikkerhed om timingen af den første amerikanske renteforhøjelse siden 2006,« skriver Christian Hilligsøe Heinig.