Sværvægter er indblandet i stor kartelsag
Datterselskab af MT Højgaard er blandt de virksomheder, som har fået bøde af bagmandspolitiet i kartelsag.
Entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen er en af de 25 danske byggevirksomheder, som har fået en bøde af bagmandspolitiet.
Dermed trækkes en branchens absolutte sværvægtere ind i den hidtil mest omfattende kartelsag i den danske byggebranche. Enemærke & Petersen er nemlig et datterselskab af MT Højgaard, skriver Jyllands-Postens erhvervssite epn.dk.
– Det handler om en tilbudssag i 2009, da en af vores tidligere medarbejdere helt alene og kun den ene gang har opført sig konkurrencebegrænsende, siger Svend R. Hartmann, administrerende direktør i Enemærke & Petersen, til epn.dk.
– Lige så snart, vi fik kendskab til sagen, da vi blev sigtet af Bagmandspolitiet i december 2013, blev medarbejderen fyret, tilføjer han.
Svend R. Hartmann vil ikke oplyse de nærmere detaljer, men fortæller, at sigtelsen går på, at virksomheden i forbindelse med tilbudssagen har overtrådt konkurrenceloven.
Selv om direktøren erkender, at den ansatte opførte sig “konkurrencebegrænsende”, har virksomheden endnu ikke taget stilling til, om den vil betale bøden.
– Vi overvejer lige nu, hvad vores stillingtagen til bødeforlægget er, siger Svend R. Hartmann til epn.dk.
Han understreger, at Enemærke & Petersen gør alt, hvad den kan for at undgå, at den slags skulle ske igen, og at det er imod virksomhedens etik og moral.
MT Højgaard tager afstand fra aktivitet, der begrænser konkurrencen, men understreger samtidig, at der er tale om en enkeltstående hændelse.
– I MT Højgaard-koncernen har vi nultolerance over for enhver form for konkurrencebegrænsende aktivitet, siger Tove Dyre Palnum, afdelingschef koncernens juridiske afdeling, til epn.dk.
– På baggrund af oplysningerne fra vores datterselskab og Bagmandspolitiet er sagen en enkeltstående hændelse, der er udledt af den store kartelsag, men ikke direkte en del af den, siger hun.
Bagmandspolitiet har indtil nu i alt udstedt bøder for mere end 27 millioner kroner til 25 virksomheder. Sagen drejer sig ifølge politiet om ulovligt aftalte priser på byggerier til en samlet værdi af omkring 400-500 millioner kroner.
/ritzau/