Suspenderer tv-aftale med Rusland

Den russiske tv-station Okko Sport kan ikke længere transmittere kampe fra Premier League i Rusland

Offentliggjort Sidst opdateret

Den engelske Premier League i fodbold sætter sin aftale med den russiske tv-station Okko Sport i bero. Stationen har rettighederne til at vise Premier League-kampe i Rusland.

Beslutningen er en konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine og har effekt med øjeblikkelig virkning. Det oplyser Premier League på sin hjemmeside.

- Vi opfordrer til fred, og vores tanker går til dem, der er påvirket, skriver Premier League.

Donorer penge til Ukraine

Ligaen har samtidig besluttet at donere en million britiske pund til en organisation, der yder humanitær hjælp til folk i Ukraine. Det svarer til ni millioner danske kroner

Ifølge Reuters betaler Okko Sport 6,2 millioner pund om året for rettighederne til at vise Premier League-kampe.

Premier Leagues anførere optrådte i den forgangne weekend med armbind i de ukrainske farver, blå og gul. Her er det Liverpools Jordan Henderson.
Premier Leagues anførere optrådte i den forgangne weekend med armbind i de ukrainske farver, blå og gul. Her er det Liverpools Jordan Henderson.

Konsekvens af angreb

Den afbrudte forbindelse til Rusland kommer, efter at alle anførere i Premier League i den forgangne spillerunde optrådte med armbind i Ukraine-farver.

Inden kampene blev der også afholdt en lille ceremoni, der skulle demonstrere ligaens sympati med det ukrainske folk.

Powered by Labrador CMS