Surfer fundet efter 32 timer i vandet: Overlevede mirakuløst

22-årige forsvandt søndag, da han surfede ud for Skotlands vestkyst. Effektiv våddragt reddede hans liv.

Surferen blev fundet liggende på sit surfbræt af en redningshelikopter. Arkivfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En surfer, der var meldt savnet ud for Skotlands kyst, er blevet fundet på sit bræt over 20 kilometer fra land.

Surferen var nedkølet, da han blev fundet efter 32 timer på vandet. Men han er uden for livsfare, oplyser den britiske kystvagt.

Surferen er 22 år og hedder Matthew Bryce. Han stammer fra Glasgow, oplyser BBC.

Han blev meldt savnet, efter han forsvandt søndag morgen. Han var padlet ud fra en strand nær Cambeltown på den skotske vestkyst.

Han blev først spottet mandag aften af en redningshelikopter. Da lå han fortsat på sit surfbræt.

– Håbet svandt for at finde surferen i live efter en så lang periode i vandet, og med natten, der nærmede sig, var vi alvorligt bekymrede, siger Dawn Petrie fra kystvagten i Belfast i Nordirland.

Det var herfra, at redningsindsatsen blev koordineret.

Reddet af våddragt

Surferen overlevede formentlig, fordi han var klædt i en effektiv våddragt.

– Han er nedkølet, men ved bevidsthed og er fløjet til hospitalet i Belfast, fortæller Petrie.

– Han er ekstremt heldig.

Matthew Bryce var padlet ud på sit surfbræt klokken halv tolv søndag formiddag. Han blev fundet mandag klokken 19.30. Da lå han fortsat på sit surfbræt.

– Han gjorde det helt rigtige ved at blive ved sit surfbræt, og det bidrog bestemt til, at han overlevede, mener Petrie.

Bryce blev først meldt savnet mandag middag. Det fik en større operation til at gå i gang med deltagelse af skibe, redningsbåde og helikoptere.

/ritzau/

 

Powered by Labrador CMS