Sur smiley til café: Køleskab målt til 18,2 grader
Et slukket køleskab fuld af hjemmelavede nuggets og pizzasnegle resulterede i en sur smiley for badelandscafeen i Fredericia Idrætscenter.
I badelandscaféen i Fredericia Idrætscenter er en glad smiley nu byttet ud med en sur, efter Fødevarestyrelsen var på kontrolbesøg den 26. juli. Foruden en sur smiley, blev det også en dyr omgang for caféen, der også måtte betale en bøde.
Grunden var, at flere madvarer var opbevaret for varmt, skriver Fredericia Dagblad.
Slukket køleskab
Badelandscaféen i Fredericia Idrætscenter har blandt andet opbevaret forstegte, hjemmelavede kyllingenuggets og pizzasnegle ved en temperatur på 18,2 grader. Det konkluderede Fødevarestyrelsen var alt for varmt.
Grunden til, at Fødevarestyrelsen kunne måle en temperatur på 12,2 grader i de kyllingenuggets, der var opbevaret i køleskabet var, at køleskabet ikke var tændt.
Menneskelig fejl
Udover en sur smiley, blev caféen også idømt en bøde på 10.000 kroner.
Bøden og særligt den sure smiley er naturligvis noget, som caféens forpagter Morten Nielsen er ked af.
– Det er en menneskelig fejl. Vi har haft afløsere på nede i badelandscaféen. Det er ikke nogen undskyldning , men vedkommende har ikke været opmærksom på, at det ikke har været tændt. Det er selvfølgelig rigtig, rigtig uheldigt, og vi er rigtig kede af, at det er sket, men vi har med mennesker at gøre, og det er menneskelige at fejle, siger caféens forpagter.
Flere rettelser
Ved kontrolbesøget blev toilettet også påpeget, da der var direkte adgang fra toilettet til områder, hvor man håndterer madvarer. Men det er allerede noget, som badelandscaféen har taget hånd om. De har ifølge caféens forpagter afskærmet toilettet fuldstændig, så der nu ikke er adgang som før.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Desuden var der på toilettet heller ikke mulighed for engangstørring. Det er der også blevet rettet op på.
Håber på ny smiley
Badelandscaféen i Fredericia Idrætscenter har fået rettet op på mange af de fejl, som Fødevarestyrelsen påpegede under deres kontrolbesøg. Derfor håber caféens forpagter også, at der igen kommer en glad smiley på caféens kontrolrapport.
Fødevarestyrelsen skulle i hvert fald komme på besøg igen i badelandscaféen inden for kort tid til et opfølgende kontrolbesøg.