Sur smiley og bøde: Solgte skinke uden svinekød
På menukortet står der skinke, men fødevaremyndighederne kunne konstatere, at pizza-topping bestod af kalkunkød. Det koster nu All Inn Food i Aarhus en sur smiley og 5.000 kr i bøde
Det koster nu det italienske spisested All Inn Food på Sønder Alle i Aarhus en bøde på 5.000 kroner samt en meget sur smiley, at virksomheden bruger “Kogt Kalkun-topping” som de markedsfører som skinke.
Ifølge kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsens besøg den 29. juni, bruger All Inn Food kogt kalkun-topping, der indeholder 50% kalkun og intet andet kød, som skinke.
“Bødeforlæg på 5000 kr fremsendt for vildledende markedsføring. Følgende er konstateret: Virksomheden markedsfører skinke på menukort. Virksomheden kan ikke fremvise skinke. Virksomheden oplyser at de forsat anvender produktet Kogt Kalkun Topping med 50 % kalkunkød som skinke.Billed dokumentation medtaget. Det fremgår af ingredienslisten at der ikke er kød fra dyr af andre arter i produktet. Virksomheden havde følgende bemærkninger: På faktura står skinke, jeg viste ikke hvad jeg skulle kalde det ellers.”
All Inn Food fik ved besøget desuden flere indskærpelser. Blandt andet for ikke at have hængt den seneste kontrolrapport op samt for manglende beskrivelse af egenkontrolprogram.