Sur smiley gør muggen grønthandler gal i skralden: Politiet tilkaldt
Indehaveren blev godt og grundigt muggen over, at Fødevarekontrollen fandt mugne grøntsager: -Vi sorterer frugten hver dag, man kan altid finde noget, vi tvinger ikke kunderne til at købe noget, var reaktionen ifølge Fødevarekontrollen.
Der måtte tilkaldes ekstra politi til at få arbejdsro, da Fødevaredirektoratets rejsehold tirsdag var i Skive for sammen med Skat at tjekke restauranter og grønthandlere.
På besøg hos Østerbro Frugt & Grønt på Østerbro i Skive hidsede den 27-årige ejer sig nemlig så meget op, at ordensmagten måtte være til stede, så fødevarekontrollanterne kunne få ro til deres arbejde. Det oplyser politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive til Skive Folkeblad.
I rapporten fra Fødevarekontrollen kan man efterfølgende læse, at Østerbro Frugt & Grønt har fået en af de sure smileys samt en bøde.
Mugne grøntsager
Den sure smiley og bøden er givet fordi fødevarer skal være egnet til konsum – det vil sige, at mennesker skal kunne spise den uden at blive syge. Og det mente kontrollanterne fra Fødevareministeriet ikke var tilfældet.
“Diverse frugt og grønt som markedsføres dels udenfor butikken, dels inde. Virksomheden fremstår med vævsnedbrud, råd, mug og skimmel. Aubergine, lime, granatæble, tomat, icebergsalat, avocado (der er fortaget destruktiv kontrol), blå vindruer, citron, kassava, mango og kastanjer. Der er optaget fotos. Det er fødevarerejseholdets vurdering at de pågældende fødevarer ikke er egnet til konsum”, står der blandt andet i rapporten.
Med andre ord: Der var rod og råd og mug i frugt og grøntsager.
Men det var tilsyneladende ikke noget, der kunne få ejeren til at se brødebetynget ud.
Tvinger ikke kunderne
“Vi sorterer frugten hver dag, man kan altid finde noget, vi tvinger ikke kunderne til at købe noget”, siger han ifølge Fødevareministeriets rapport.
Fødevarekontrollanterne fandt desuden flere varer, der havde overskredet holdbarheden – blandt andet oregano, blandede krydderier samt syltede produkter. Dette forhold gav en indskærpelse til ejeren.
Det er ikke lykkes Newsbreak.dk at få en kommentar fra ejeren af Østerbro Frugt & Grønt.
Læs også –Mug på din mad: Ved du, om du stadig må spise den?