Supermarkedskæde sætter vild rekord
Supermarkedskæden Coop kommer ud af 2020 med et rekordoverskud på 756 millioner kroner, viser årsregnskab
Se mere i galleriet ovenfor
2020 var et historisk godt år for supermarkedskæden Coop, som kunne holde sine butikker åbent hele året, mens andre dele af detailhandlen og restauranterne i perioder måtte holde lukket.
Salget steg sidste år med omkring to milliarder kroner til 44,7 milliarder kroner hos Coop.
Koncernen står bag Kvickly, Superbrugsen, Dagli’Brugsen, Fakta, Irma og Coop365. Samlet har Coop 1069 butikker.
Det højere salg har medvirket til, at Coops overskud er næsten fordoblet til 756 millioner kroner, hvilket er det højeste i Coops historie.
Bestyrelsesformand Lasse Bolander lægger ikke skjul på, at resultatet er præget af coronaudbruddet.
– Lukning af grænser har reduceret den store grænsehandel, og lukning af restauranter har også øget salget i vores butikker.
– Men det har samtidig været udfordrende, fordi det har medført store forandringer i indkøbsmønstre og stillet mange nye krav til medarbejderne i butikkerne i forbindelse med sikkerheden. Men samlet set er det et resultat, vi er meget tilfredse med, siger Lasse Bolander i en pressemeddelelse.
Forventer lavere salg i år
Det er især Kvickly og derefter SuperBrugsen og Daglig’Brugsen, som har sikret den store fremgang i indtjeningen.
For 2021 forventer Coop et lavere resultat end i 2020.
Det skyldes dels, at der ventes at blive åbnet for grænsehandlen, og dels at folk vil spise mere ude og derfor ikke købe helt lige så mange dagligvarer.
Til gengæld sætter Coop som målsætning at øge sin markedsandel i den danske dagligvarehandel.
De seneste år har Coop lukket butikker, der gav underskud og på den måde tabt markedsandele, men nu går koncernen i offensiven og vil vokse mere end markedet, skriver virksomheden i årsregnskabet.
Coop sidder på omkring en tredjedel af det danske dagligvaremarked, viser en rapport fra Retail Institute Scandinavia fra 2020.
Det er ikke kun Coop, som økonomisk har nydt godt af coronaudbruddet.
I sidste uge var der også et rekordregnskab fra Salling Group, der ejer Netto, Føtex og Bilka.
Newsbreak.dk har tidligere beskrevet, hvilke 10 varer danskerne især har handlet i supermarkederne under corona-krisen.
Se mere i galleriet ovenfor