Supermarkeder er der nok af – her er de største kæder i Danmark
Lidl, Letkøb eller LokalBrugsen. Fakta eller Føtex. Der er masser af steder i Danmark, hvor man kan gøre sine indkøb - faktisk er der tæt på 3000 discountbutikker, købmandsforretninger og varehuse.
Det er ikke mange dage siden, at Coop Danmark måtte melde ud, at de lukker 47 af deres Fakta-discountbutikker i Danmark.
En melding, der kom i kølvandet på et stort underskud – og som altså varsler lidt længere afstand mellem Fakta-forretningerne.
Men butikkerne, der især blev kendt for sloganet “Det tager kun fem minutter…”, er fortsat blandt de største herhjemme.
Hver sjette butik er fra denne kæde
Det er ingen hemmelighed, at Netto’s gule butikker er størst herhjemme.
Ifølge kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen fra Dansk Supermarked forventes det, at antallet af butikker vil runde 500 inden udgangen af 2018.
– Vi er både i gang med at renovere en del af vores eksisterende forretninger, ligesom vi også har nye butikker i pipelinen, forklarer Casper Reggelsen.
Han understreger, at der er en klar politik bag, når en ny Netto skal se dagens lys.
Hver enkelt butik skal løbe rundt
– Når vi åbner en ny Netto-butik, så er det ud fra en overbevisning om, at butikken i sig selv skal kunne løbe rundt. Vi gør det ikke for at stjæle omsætning fra en nabo-butik, og så køre med forventet underskud, pointerer Kasper Reggelsen.
Derfor kan det også forekomme, at der kan være flere Netto-butikker inden for kort gå-afstand.
– Vi laver vurderinger ud fra, hvor mange mennesker, der bor i området, og hvor mange potentielle beboere, der på sigt kommer til at bo i området. Især i Aarhus og København er der jo steder, hvor der bliver bygget ganske kraftigt, og det kan jo være, at der så bliver grobund for en ny butik, fortæller han.
Der er plads til endnu flere Netto-butikker
I forbindelse med, at Kiwi-kæden lukkede og slukkede sidste år, overtog Dansk Supermarked, som Netto er en del af, i omegnen af 70 butikker. En del af disse lukkede, men ifølge kommunikationskonsulenten er cirka 50 åbnet op som spritnye Netto-supermarkeder.
– Dansk Supermarked har ikke nødvendigvis en målsætning om, at vi skal være så og så store. Men omvendt tror vi på, at der er plads til cirka 100 nye Netto-forretninger over de kommende år, fortæller Kasper Reggelsen.
Netto-kæden er i øvrigt i gang med at gennemføre en strukturel ændring, så den gule farve bliver nedtonet til fordel for en grå nuance. Samtidig bliver området med de såkaldte spot-varer gjort mindre, hvilket gerne skal hjælpe til, at kunderne får en bedre oplevelse mens indkøbene gøres.
Danskerne har næsten 3000 butikker
Om det er nok til at få antallet af Netto-butikker til at stige, kan kun tiden vise. Men i runde tal er hver sjette butik i dag udstyret med det velkendte Netto-logo.
En optælling baseret på discount- og købmandskædernes egne tal viser nemlig, at der fortsat er tæt på 3000 butikker over det ganske land.
Og det tal dækker udelukkende forretningerne i de seks største grossister, hvoraf især tre af kæderne er toneangivende.
Det handler for det første om Dansk Supermarked, som under sin paraply driver Føtex, Bilka og Netto – samt to Salling-varehuse.
Tre store spillere på markedet
I år er Dansk Supermarked for første gang i nyere tid større end Coop Danmark.
Ud over at rumme Fakta-kæden, så har Coop Danmark også Irma-pigen under sine vinger, samt de tre forskellige brugsen-kæder.
Den tredje store spiller på markedet er Dagrofa, der dog har ryggen mod muren.
Her drives Meny, Letkøb, Min Købmand samt Spar-kæderne, mens man sidste år valgte at lukke Kiwi-kæden.
Endelig har vi også talt norske Rema1000 samt de to tyske kæder Lidl og Aldi med.
(Kilder: Bilka.dk, Føtex.dk, Netto.dk, Coop.dk, Rema1000.dk, Lidl.dk, Aldi.dk, Dagrofa.dk med flere)