Superligaspiller udsat for brandattentat
Søndag nat blev der smidt genstande ind i fodboldspilleren Jens Stages lejlighed i Aarhus, der har forårsaget mindre brandskader.
Natten til søndag blev en genstand smidt gennem ruden hjemme hos fodboldspilleren Jens Stage. Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport og en pressemeddelelse fra AGF.
Der er ifølge politiet sket mindre brandskader i lejligheden, og det efterforskes som brandstiftelse, mens de også efterlyser vidner til attentatet.
Brandattentat
Klokken 02.00 blev der smidt en genstand ind i en lejlighed på Eckersbergsgade i Aarhus. Der opstod efterfølgende mindre brandskader, inden ilden gik ud, oplyser Østjyllands Politi.
I lejligheden befandt sig to personer, som ifølge politiet ikke er kommet noget til. Lejligheden tilhører superligaspilleren Jens Stage.
Østjyllands Politi oplyser, at den voldsomme hændelse efterforskes som brandstiftelse.
AGF i opråb
Jens Stage er i sommeren skiftet fra AGF til FCK, og de to klubber har da også meldt sig på banen, efter det er blevet klart, at fodboldspilleren har været udsat for et brandattentat.
AGF fordømmer brandstiftelsen og påtaler, at hvis gerningsmændene bag har relation til den aarhusianske fodboldklub, vil der være konsekvenser.
– Vi fordømmer på det kraftigste den slags handlinger og tager skarpt afstand til dem. Vi har tilbudt vores hjælp til politiets efterforskning og vi håber, at gerningsmændene findes og bliver stillet til ansvar. Og hvis de bliver identificeret, og det viser sig, at de har det mindste tilhørsforhold til AGF, så vil de – udover en civil dom – få livslang karantæne til alle AGF’s kampe, siger direktør i AGF, Jacob Nielsen i pressemeddelelsen.
Klubben opfordrer deres medlemmer til at samarbejde med politiet, hvis de har kendskab til sagen.
Ingen kommentarer
Også hos Jens Stages nuværende klub FCK tages der afstand fra attentatet.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Desuden oplyser FCK, at hverken klubben eller Jens Stage selv har yderligere kommentarer til sagen.
Samt at de nu afventer politiets undersøgelser.
Ukendt motiv
Motivet for brandattentatet er ukendt, men det er blandt de ting, som Østjyllands Politi forsøger at fastlægge.
– Vi efterforsker bredt i den her sag. Vi har ingen kommentarer til, hvem den forurettede er, men vi efterforsker bredt, og vi har ikke lagt os fast på hverken motiv, eller hvor gerningsmændene skulle komme fra. Det prøver vi at rulle op gennem efterforskningen, siger pressemedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen til Ritzau.
Hvis du kender til gerningsmændene bag attentatet eller var vidne til noget mistænkeligt omkring Eckersbergsgade natten til søndag, så skal man kontakte Østjyllands Politi på 114.