Superligaen får ekstra dommere på
Som en del af ny dommeraftale vil cirka 40 danske kampe i hver sæson få femte- og sjettedommer bag målene.
Antallet af kampafgørende fejl skal minimeres i den danske Superliga.
Det er med denne ambition, at Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union og Danske Fodbolddommere har indgået en treårig aftale om at forbedre dommernes vilkår.
Et af de nye tiltag fra den kommende sæson bliver, at udvalgte kampe vil få ekstra dommere på – én bag hvert mål – som man kender det fra eksempelvis Champions League.
Jens Jørgen Møller Nielsen, der er formand for DBU’s dommergruppe, siger til Politiken, at han forventer, at cirka 40 kampe vil få sat en femte og sjette dommer på.
Formentlig cirka en kamp per spillerunde i Superligaen samt DBU Pokalens semifinaler og finale.
Den danske dommer Michael Johansen, der fra internationale kampe har erfaring med at have femte- og sjettedommer på, roser tiltaget.
– Vi ser mere, når der er flere dommere på banen – det er faktuelt bevist, siger Michael Johansen, der fungerer som dommertalsmand.
Som et led i den nye aftale vil to dommere desuden blive ansat på halvtidskontrakter.
/ritzau/