Superkvinder i bassinet har gode gener

Lotte Friis og de andre danske elitesvømmere har gode gener. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Nogle deltagere ved EM i svømning formår at svømme rigtigt mange discipliner. Det kommer ikke af sig selv.

Torsdagens finaleafsnit ved EM i svømning i Berlin bød på et par pudsige optrin, som skyldes, at nogle kvindelige svømmere breder sig over rigtigt mange discipliner.

Da Mie Ø. Nielsen og Katarina Hosszu stod på medaljeskamlen og skulle have deres delte guldmedalje på 100 meter ryg, havde ungareren badehætte på.

Og lige så snart, at hun havde fået sin medalje og hørt de to nationalmelodier forsvandt hun ud bagved, fordi hun skulle svømme finale på 4×200 meter fri lige efter.

Samme Hosszu havde tidligere på aftenen også vundet guld på 200 meter medley, og i dette løb deltog også spanieren Mireia Garcia Belmonte, der minutter forinden havde vundet sølv på 800 meter fri. Belmonte kravlede direkte fra bassinet og op på startskamlen igen.

Samme Belmonte vandt i øvrigt bronze i fem kilometer open water-svømning i sidste uge.

Både hun og Hosszu er gjort af et særligt stof, forklarer Team Danmark-fysiolog Lars Johansen, der følger de danske svømmere i Berlin.

– Det handler selvfølgelig til dels om genetik. De er skabt til det rent fysiologisk. Men de har også trænet sig til en enorm iltoptagelseskapacitet, og endnu vigtigere så har de en fantastisk restitution, siger fysiologen.

Netop restitutionen er et nøgleord, og her kan mange små tiltag være med til at gøre en forskel, ud over ordentlig kost og tilstrækkelig hvile.

Danskerne har for eksempel kolde, oppustelige badekar med, som er med til at gøre kroppen hurtigere klar til et nyt løb.

Men bortset fra Jeanette Ottesen, der regnes som medfavorit i alle de fem discipliner, hun stiller op i, er der ikke mange af de danske svømmere, der magter det samme som superkvinderne.

– Man kunne sagtens forestille sig, at Mie Ø. Nielsen på sigt kunne være et emne. Men man skal selvfølgelig hele tiden veje det op imod, at hun kan miste sin spidskompetence på de korte rygsvømningsdistancer, fordi hun vil skulle træne på en anden måde, siger Lars Johansen.

Selv har den 17-årige Aalborg-svømmer dog ikke travlt med at lægge flere discipliner til porteføljen, der lige nu omfatter 50 og 100 meter ryg plus holdmedleyen.

– Jeg tror ikke lige, at det er mig. Jeg kan godt nok svømme de fleste stilarter, og det lokker selvfølgelig også, at man kan være med i kampen om flere medaljer. Men måske kan det blive noget på sigt, siger hun.

Når EM slutter på søndag, vil Hosszu kunne nå helt op på at have deltaget i 25 heat eller finaler i løbet af de syv dages svømning.

En bedrift, der ikke bliver mindre imponerende af, at hun indtil videre har vundet tre guld- og en bronzemedalje.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS