Sundt slik feder mere end chips og chokolade
Den tørrede frugt, myslibarer eller chokolade uden tilsat sukker feder også, advarer ekspert.

Flere og flere poser sundt slik – med tørret frugt og chokolade ’uden tilsat sukker’ – lander på supermarkedernes hylder. Men stik imod hvad mange forbrugere tror, er det ikke vejen frem, hvis man skal tabe sig. Bananchips, myslibarer, proteinbarer og chokolade ’uden tilsat sukker’ feder nemlig lige så meget som Kims snackchips, chokoladeskildpadder eller en Mars, skriver Søndagsavisen.
– Der er jo flere kalorier i bananchips end i almindelige chips, og et stykke chokolade uden tilsat sukker feder lige så meget som en helt almindelig chokoladeskildpadde med cremefyld pr. 100 gram, siger kandidat i human ernæring og lektor på Professionshøjskolen Metropol Preben Vestergaard.
Sundt slik er fyldt med fedt
Han har for Søndagsavisen gennemgået en række produkter for at se på, hvad der er flest kalorier i.
– Producenterne gør meget for at markedsføre produkterne, så det ser så uskyldigt ud som muligt. De skriver ‘uden tilsat sukker’, fordi sukker har været udskældt. Men de skriver jo ikke, at det til gengæld er fyldt med fedt. De her produkter skal man i hvert fald ikke spise, hvis man vil tabe sig, siger han og bakkes op af ernæringsekspert Marie Steenberger.
– Hvis pakken signalerer, at det her er sundt eller light, så spiser folk mere af det. De tror på producenten, men glemmer at se på deklarationen og tænker: Super, det kan jeg godt spise uden at tage på. Men når der for eksempel står ‘uden tilsat sukker’, skal man være kritisk. For er der faktisk færre kalorier i?, spørger hun.
Hverken den tørrede frugt, myslibarer eller chokolade uden tilsat sukker bør indgå i kosten, hvis man skal tabe sig, mener Preben Vestergaard.
– Hvis man spiser noget af det her som alternativ til slik, fordi man skal tabe sig, så har man helt misforstået det. Man skal spise et stykke frugt i stedet, siger han.
Du kan få inspiration til, hvordan du selv laver sundt slik på hjemmesiden Mad for Livet.