Sundhedsstyrelsen aflyser halloween i år
For at undgå smitte med coronavirus anbefales børn og forældre at droppe slikindsamlingen til halloween.
Sundhedsstyrelsen fraråder at fejre halloween som normalt i år, da der kan være risiko for smittespredning ved udklædningsfester, og når man går fra dør til dør i jagten på slik. Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.
– Ved halloween og andre efterårsarrangementer bør I finde på andre aktiviteter end fakkeloptog, udklædningsfester og slikindsamling fra dør til dør, da det er arrangementer, der kan være forbundet med risiko for smittespredning.
Halloween finder sted 31. oktober. Sundhedsstyrelsen foreslår, at forældrene arrangerer en halloween-fest for en mindre gruppe børn, der i forvejen ses ofte. I stedet for at gå fra dør til dør i jagten på slik bør man finde på en anden aktivitet.
Det kan for eksempel være udhuling af græskarhoveder, en udendørs skattejagt eller et klippe-klistre-værksted. Hvis man absolut vil servere slik, anbefaler styrelsen, at det er pakket ind eller anrettet i portioner.
Ferie på vej
Anbefalingen om halloween er offentliggjort forud for efterårsferien i næste uge.
Her anbefaler styrelsen, at man er meget udendørs, hvis vejret er til det – og undgår store forsamlinger. Sådan lyder det fra Helene Probst, der er konstitueret vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
– Vi står lige nu midt i en epidemi, hvor vi skal gøre tingene lidt anderledes, end vi plejer. Også efterårsferien skal planlægges lidt anderledes, end vi er vant til, for at vi kan forebygge smittespredning med ny coronavirus, mens vi holder ferie.
– Derfor kan det være en god idé at være sammen med de nærmeste, gøre nogle hyggelige ting hjemme som for eksempel puslespil eller kastanjedyr. Hvis vejret er til det, så vær udendørs, gå en tur i skoven eller find et udendørs arrangement på det lokale museum, siger hun i en pressemeddelelse.
Flere indlagte
Beskeden falder på et tidspunkt, hvor antallet af indlæggelser i Danmark med 120 mandag er på det højeste niveau siden 21. maj. Desuden forudser flere eksperter, at antallet af smittede vil stige igen, fordi efteråret er en periode, hvor vi opholder os mere indendøre.
Næsten 50 procent af alle smittede de seneste 14 dage er under 30 år gamle.
1267 børn mellem o og ni år er eller har været smittet med coronavirus, siden Statens Serum Institut (SSI) begyndte at overvåge epidemien her hjemme. Det vil sige siden begyndelsen af marts.
Ifølge forsamlingsforbuddet må ikke mere end 50 personer være samlet samme sted.