Sundhedsminister går ind i sag om ambulancekørsel
Ambulancekørslen i størstedelen af Region Syddanmark overtages om mindre end en måned af hollandske Bios. Men der mangler på nuværende tidspunkt 200 reddere, for at nå op på de 558 fuldtidsstillinger, som ifølge regionen vil være ideelt, skriver Politiken.
Bios har det seneste år forsøgt at hverve reddere i både ind- og udland, og flere politikere og eksperter er i tvivl om, om selskabet er klar til at overtage ambulancekørslen fra Falck.
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) går nu ind i sagen.
»Det er fuldstændig afgørende, at regionens borgere kan være helt trygge ved, at de også efter 1. september kan blive kørt til sygehuset i en ambulance, hvis de for eksempel bliver ramt af et hjertestop. Jeg vil bede mit ministerium tage kontakt til Region Syddanmark for at få en status på, hvordan det skrider frem med tilrettelæggelsen af den fremtidige ambulancekørsel i regionen,« udtaler hun i en mail til Politiken.
Bios’ direktør Morten Hansen understreger dog over for Politiken, at selskabet er i gang med at ansætte reddere. Der er godt 320 fuldtidsstillinger i hus, og derudover vil der blive suppleret med timelønnede og overarbejde, oplyser han til Politiken.