Succes i Paris kan starte guldregn over Holger Rune
Globale brands har fået øjnene op for den 19-årige tenniskomet, mener ekspert. Det kan være mange penge værd
Tennisspilleren Holger Rune har fået sit store internationale gennembrud i dette års French Open, hvor han onsdag aften møder norske Casper Ruud i kvartfinalen.
Den 19-årige dansker er allerede sikret 2,8 millioner kroner i præmiepenge for sine bedrifter på vejen til kvartfinalen i Paris, men det kan blot være småpenge i forhold til, hvad der venter i fremtiden.
Der kan nemlig være masser af penge på vej, hvis den danske komet formår at udnytte sit potentiale på banen og kommercielt.
Det vurderer sportsøkonom og ekspert i branding inden for sport ved Professionshøjskolen UCN, Kenneth Cortsen.
- Holger Rune brager lige nu igennem på den helt store scene i en turnering med global bevågenhed.
- Han har allerede gjort det godt i nogle mindre turneringer og for nylig vundet en turnering i München, men det gør en forskel, at han nu slår spillere fra verdenstoppen i en grand slam-turnering.
- Det betyder, at hans kommercielle værdi i de her dage øges betragteligt, siger Kenneth Cortsen.
Har skabt en ny situation
Præstationerne på det røde grus i Paris, hvor topspillere som verdens nummer fire, Stefanos Tsitsipas, og Denis Shapovalov er blandt danskerens foreløbige "ofre", har skabt en ny kommerciel forhandlingssituation.
- Tidsfaktoren har stor betydning, for Holger Rune kan stå foran en lang karriere med mange store resultater. Derfor kan der være brands, der på et tidligt tidspunkt øjner chancen for at etablere et kommercielt partnerskab med ham, siger Cortsen.
Med en potentiel karriere af 10, 15 eller 20 års varighed kigger Holger Rune ind i en gylden fremtid med store indtjeningsmuligheder.
Indtil for to år siden var Caroline Wozniacki det helt store danske tennisnavn, indtil hun stoppede karrieren i 2020 som 29-årig.
Omkring en kvart milliard
Wozniacki havde ved afslutningen af karrieren en indtjening på omkring en kvart milliard kroner i præmiepenge, og formentlig det samme som reklamesøjle for flere af verdens førende brands.
Det er nogle af de samme beløb, som Holger Rune kan drømme om at sætte ind på bankbogen, hvis han er ligeså succesfuld som Wozniacki på banen og spiller sine kommercielle kort rigtigt.
- Tennissporten passer bare godt med det, som mange globale virksomheder gerne vil stå for i 2022, og sporten taler samtidig ind i et købedygtigt publikum.
- Wozniacki blev verdensetter og vandt en grand slam, og hun var samtidig skarp til at skabe opmærksomhed uden for banen. Fra distancen ser jeg Holger Rune have nogle af de samme evner, siger Cortsen.
Slog nummer fire
Da danskeren mandag slog verdens nummer fire, græske Tsitsipas, steg hans antal af følgere på de sociale medier med det samme.
Alene på Instagram er 23.000 personer de seneste 48 timer begyndt af følge Rune, der nu er oppe på 170.000 følgere på de sociale medier, hvor tenniskometen er særdeles aktiv.
- Det giver hans fans noget eksklusivt indhold. De bliver trukket med bagved forhænget, og det kan være med til at vækste hans følgeskab.
- De store brands er meget bevidste om, hvad det er for et fan-følgeskab, som atleterne har.
- Her har atleten et uforstyrret talerør direkte til fansene, og det kan være med til at flytte kunder og markedsandele, siger Kenneth Cortsen.
Rykker op
Rune indledte 2022 lige uden for top-100 i verden, men i næste uge rykker han som minimum op som nummer 28. Vinder han over Casper Ruud, så kan det se endnu bedre ud.
Også kommercielt.
- Skulle han slå Ruud, så taler vi top-4 i en grand slam.
Allerede nu spekulerer folk på, hvor langt Rune kan nå over tid, og en sejr vil bare forstærke effekten af den brand-opbygning, han står i lige nu, siger Cortsen.
Onsdagens dansk-norske kvartfinale i French Open går i gang klokken 20.45.