Styrelse: Umuligt at kontrollere droner

Foto: ROBERT MACPHERSON7Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En pilot på et passagerfly fik sig en alvorlig overraskelse, da han 21. august var ved at lægge an til landing med et passagerfly i Københavns Lufthavn.

Ud af vinduet kunne han pludselig spotte en drone, der befandt sig »faretruende tæt« på flyet.

Hændelsen er blevet indberettet til Trafik- og Byggestyrelsen, og her ser man med »stor alvor« på hændelsen.

»Vi ved jo ikke, hvor stor dronen er, og en flymotor er designet til at kunne klare en stor fugl. Men hvis det var en stor drone, og den var fløjet ind i motoren, så kunne konsekvenserne have været fatale,« siger vicedirektør Jesper Rasmussen.

Mens dronerne bliver stadig mere populære blandt private, udgør de samtidig en større trussel mod flysikkerheden verden over.

De fjernstyrede flyvere, der ofte er kendetegnet ved at have fire propeller, har således længe udfordret sikkerheden i lufthavnene i lande som Tyskland, USA og Storbritannien.

Herhjemme er flyvning med droner underlagt strikse regler, der eksempelvis forbyder at lade dem flyve over 100 meter over jorden, ligesom det er strengt forbudt at flyve i nærheden af lufthavne.

Jesper Rasmussen anerkender dog, at det er vanskeligt at håndhæve reglerne.

»Det er ikke muligt at forhindre alle ulovligheder, og det samme er tilfældet med droner. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvordan man skulle forhindre folk i at flyve i nærheden af lufthavne. Vi kan kun håbe på, at der i det her tilfælde er tale om en person, der ved en fejl har fløjet i nærheden af lufthavnen,« siger vicedirektøren.

»Vi håber og tror, at der er tale om en dumhed,« tilføjer Jesper Rasmussen og fortæller, at man ikke ved, hvem der styrede dronen op i de farefulde højder.

Sammen med Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet har Trafik- og Byggestyrelsen tidligere udarbejdet en rapport, hvor man foreslår nye regler for reguleringen af droner i luftrummet.

Et af forslagene er blandt andet, at der skal nummerplade og navn på dronerne, så ejermanden kan identificeres.

»Det ville øge ansvarligheden, for så har man navn og nummer på sin drone. Det kan man måske godt fifle med, hvis man virkelig vil, men vi er interesseret i at mindske dumhederne her,« siger Jesper Rasmussen.

I Storbritannien har myndighederne i 2014-15 oplevet seks tilfælde, hvor droner var i nærkontakt med fly over britisk luftrum. Også i EU har man tidligere udtrykt ønske om at udarbejde fælles regler for civiles flyvning med droner.

Powered by Labrador CMS