Styrelse: Eritrea-vurdering var ikke bestilt
Udlændingestyrelsen afviser kritik af forudindtagede konklusioner i ny redegørelse om Eritrea-sag.
Det var ikke med en bestemt konklusion for øje, at Udlændingestyrelsen i august besluttede at sende en fact finding-mission til Eritrea.
Det fastslår styrelsen i en supplerende redegørelse til Justitsministeriet, som er offentliggjort onsdag.
– Udlændingestyrelsen har ikke ved udarbejdelsen af rapporten forsøgt at tegne et bestemt billede af Eritrea, lyder det i redegørelsen.
– Rapporten gengiver og søger at sammenfatte de oplysninger, som styrelsen har modtaget fra de kilder, der blev konsulteret i forbindelse med rapportens udarbejdelse, erklærer myndigheden, som pointerer:
– Rapporten drager ikke asylretslige konklusioner, og den efterfølgende behandling af asylansøgningerne vil som altid bero på en konkret og individuel vurdering af den enkelte asylansøgning.
Styrelsen afviser også den kritik, der i denne uge er blevet rejst af FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, ligesom man afviser de anklager, som to ud af de tre udsendte medarbejdere på fact finding-missionen har rejst i pressen.
– De pågældende medarbejdere har ikke tilkendegivet faglig uenighed efter afslutning af fact finding-missionen, erklærer styrelsen.
Den henviser til en mailkorrespondance mellem de to nu sygemeldte medarbejdere, Jens Weise Olesen og Jan Olsen, og kontorchef Jakob Dam Glynstrup.
Korrespondancen er imidlertid fjernet fra den version af redegørelsen, som er offentliggjort af Justitsministeriet.
– A’s (en af de to medarbejdere, red.) mail viser, at de to medarbejdere to dage efter hjemkomsten fra Eritrea utvetydigt var af den opfattelse, at der på baggrund af kildernes oplysninger foresla (ordret gengivelse, red.) en formindsket risiko for personer, der er udrejst illegalt og har unddraget sig national tjeneste, skriver styrelsen.
/ritzau/