Stuyven vandt dramatisk 8. etape

Jasper Stuyven. Foto: JOSE JORDAN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Jasper Stuyven (Trek Factory Racing) vandt 8. etape af Vuelta a España i en massespurt, men etapen vil uden tvivl blive husket for det drama, der udspillede sig omkring Peter Sagan fra Tinkoff-Saxo.

Med få kilometer tilbage af etapen væltede Peter Sagan. Og Tinkoff-Saxo-rytteren var rasende. Tv-billederne viste ikke styrtet, men Peter Sagan sparkede ud efter en mortorcykel og gestikulerede og råbte tydeligt, så det kunne indikere, at han på en eller anden måde var kommet i nærkamp med motorcyklen.

Det er ikke bekræftet, at Peter Sagan blev kørt ned af en motorcykel, men ifølge TV2 har Tinkoff-Saxos pressechef sagt, at det var tilfældet.

Peter Sagan var udrådt til en af favoritterne på dagens etape, men drømmen om en ny etapesejr blev hurtigt udvekslet med et mareridt, der også kostede et par oprtrevlede cykelshorts og en stor hudafskrabning på ballen.

Under sommerens Tour de France var det Jakob Fuglsang, der blev mejet ned af en motorcykel på vej op ad Col du Glandon, og også Greg van Avermaet styrtede under Clasica San Sebastian 1. august efter at have kørt sammen med en motorcykel. Lørdagens episode med Peter Sagan vil helt sikkert være med til at sætte endnu mere fokus på problemet.

8. etape på 182,5 kilometer var en lang nedkørsel fra Puebla de Don Fadrique til Murcia, og flere ryttere styrtede undervejs. Med 50 kilometer til mål var amerikaneren Tejay van Garderen involveret i et massestyrt, og BMC-rytteren er udgået – ganske ligesom han gjorde i Tour de France – af Vuelta a España med det, der kunne ligne et brækket kraveben. Også Nacer Bouhanni og Dan Martin er ude af løbet efter styrt.

Løbet føres fortsat af Esteban Chaves fra Orica Greenedge. Han har 10 sekunder til Tom Dumoulin (Giant) og 36 til Nicolas Roche (Team Sky).

Powered by Labrador CMS