Stukket ned på motorvej - så blev hun dræbt af lastbil
Blodigt familiedrama
I november sidste år døde en 32-årig kvinde med bopæl i Aarhus på motorvej A7 ved Schuby nær Slesvig.
Mens hun sad i familiens bil, blev hun tildelt adskillige knivstik.
Da den hårdt sårede 32-årige kvinde vaklede ud på vejbanen, blev hun formentlig ramt af en lastbil og var dræbt på stedet.
Det skriver jv.dk.
Kvindens 34-årige ægtemand er tiltalt for drab, og sagen mod ham starter den 16. maj ved landsretten i Flensborg.
Der er afsat ikke mindre end 20 retsdage i sagen, hvor der forventes dom i oktober.
Det skriver Flensburger Tageblatt ifølge Jydske Vestkysten.
Ægteparret var den 20. november 2021 på vej i sydgående retning på motorvejen, da der opstod et skænderi.
Ægtemanden ville ifølge tiltalen hævne sig, fordi hans to år yngre hustru ønskede skilsmisse. Tilsyneladende handlede striden også om forældremyndigheden over parrets fælles børn.
Bilen og dens chauffør er aldrig blevet fundet, og politiet formoder, vedkommende muligvis ikke bemærkede påkørslen.