Studie med kastrerede mænd: Derfor lever kvinder længere
Forskere har fundet ud af, at østrogen kan virke livsforlængende
Forskningen er kommet tættere på en forklaring på, hvorfor kvinder lever længere end mænd. Årsagen skal findes i det kvindelige kønshormon, østrogen, og det mandlige, testosteron, skriver Jyllands-Posten.
Studier med kastrerede mænd fra Korea har påvist, at østrogen forlænger livet, mens testosteron gør det kortere, og i Storbritannien er der udført forsøg med han-mus, hvis liv blev forlænget, når de fik tilført østrogen. De nye forskningsresultater understreger, at der først og fremmest er en genetisk forklaring – frem for en kulturel og ernæringsmæssig – på menneskers høje alder.
Professor Lene Juel Rasmussen fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet vurderer, at den viden kan bruges til at udvikle livsforlængende medicin. Hun kalder det dog en utopi, at mennesker på et tidspunkt vil kunne få forlænget livet markant.
»Alderskurven er ikke knækket endnu, og intet tyder på, at det er ved at ske. Den biologiske forståelse er helt essentiel for at kunne udvikle medicin til at gøre alderdommen længere og sundere, og det er langt hen ad vejen det, som vi søger med vores forskning. Vi vil gerne finde nogle stoffer, som kan være livsforlængende,« siger hun til Jyllands-Posten.