Stress og kræft: Drop de sene thrillere

Den sidste time, før du går i seng, spiller en stor rolle i forhold til din nattesøvn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er næsten ingen grænser for, hvad dårlig søvn kan føre med sig. Forskning har gennem tiden peget på, at for lidt søvn medfører højere risiko for at få blandt andet hjerte-kar-sygdomme, demens, stress, kræft og diabetes.

Senest har forskere fra Massachusetts General Hospital fundet stærke indikatorer på, at manglende søvn også spiller en væsentlig rolle i forhold til åreforkalkning.

Men hvordan sikrer du dig så en god nats søvn? Det har Birgitte Rahbek Kornum, der er lektor på Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet, en række bud på.

– Hjernen holder op med at virke, hvis man ikke får nok søvn, konstaterer hun først og fremmest.

Apple: Fjern snooze

At søvn er vigtigt understreges blandt andet af det britiske firma Eve Sleep, der i den grad beskæftiger sig med søvnhungrende briter. Foreningen har fået øje på et helt særligt problem.

I et åbent brev opfordrer Eve Sleep nemlig ifølge The Mirror megakoncernen Apple til at fjerne snooze-knappen fra de populære iphones, som mange bruger til vækkeur.

Foreningen, der bakkes op af flere hjerne- og søvnforskere, mener nemlig, at snooze-knappen stresser vores hjerne, fordi den efter en god nats søvn bliver vækket, går i kortvarig dvale og bliver “vækket” kort efter igen. Det, mener de, er ikke sundt.

Styr din stress

Noget mere jordnært er det dog at sørge for, du har optimale betingelser for at sove godt. et af de meget effektive steder at sætte ind er en til to timer før sengetid.

– Man skal være opmærksom på ikke at lave noget, der sætter gang i hjernens stressrespons, siger Birgitte Rahbek Kornum til Ritzau.

Vælg i stedet en aktivitet, der får dig helt ned i tempo. Fjernsyn er som udgangspunkt okay, så længe lysstyrken ikke er skruet helt op – men du skal overveje dit valg af underholdning, forklarer hun.

– Serier, der afslutter med en kæmpe cliffhanger, er ikke så godt, fastslår hun.

Spændingen sætter nemlig gang i hjernen og kroppen. Og målet er omvendt at blive afslappet og få sænket kropstemperaturen, slår hun fast. På samme måde kan en spændende krimi være et dårligt valg af godnatlæsning.

– Så skal man i hvert fald ikke regne med at kunne sove lige bagefter, siger lektoren.

Sov og hav sex

I patienthåndbogen på sundhed.dk, der er udformet af en række fagfolk fra stat, regioner og kommuner, anbefales af samme årsag, at du undgår hård fysisk træning de sidste tre timer før sengetid.

Samtidig skal du arbejde med at skabe de rette associationer omkring soveværelset.

– Brug ikke sengen til andet end søvn og eventuelt sex, står der i håndbogen, som også påpeger, at man ikke bør blive liggende i timevis, hvis ikke man kan sove.

– Stå ud af sengen, hvis du ligger søvnløs mere end 30 minutter, anbefaler fageksperterne.

Og så er der det med mobilen, som sidder klistret til manges hænder i løbet af en aften på sofaen.

– Lyset fra skærmen påvirker nogle receptorer i øjet, forklarer lektor Birgitte Rahbek Kornum.

Så den skal du også lægge fra dig op til sengetid, siger hun. Medmindre du sørger for at få et blåtlysfilter på telefonen.

Det ændrer dog ikke på, at det, du ser på telefonen, kan trigge den samme stressrespons som eksempelvis spændende tv-serier. Døjer du med kontinuerlig søvnløshed, eller mistænker du søvnapnø, skal du kontakte din læge.

Powered by Labrador CMS