Strejke: Mange SAS-fly aflyses i dag
En fortsat strejke betyder, at mange SAS-fly må blive på jorden. 26 flyvninger er aflyst søndag.
Det har efter alt at dømme været en temmelig besværlig weekend for mange passagerer, der havde planer om at rejse med SAS.
Søndag fortsætter konflikten mellem luftfartsselskabet og dets kabinepersonale, og det betyder flere flyaflysninger.
Indtil videre er der tale om 26 flyvninger til eller fra Københavns Lufthavn, som søndag er blevet aflyst.
Striden, der har ført til strejken, drejer sig om 147 ansatte, der skal flyttes over i SAS’ nye datterselskab, Cimber. Parterne kan ikke blive enige om en overenskomst for medarbejderne.
Lørdag stod parterne ellers med en underskrevet aftale efter et møde mellem SAS og fagforeningen for det strejkende kabinepersonale, CAU, men medarbejderne nægter på trods af aftalen at vende tilbage til arbejdet.
Derfor tager SAS nu skridtet videre og sender sagen for Arbejdsretten, oplyste selskabets kommunikationschef, Trine Kromann-Mikkelsen, lørdag aften.
– Vi har et møde og har allerede fået en Højesteretsdommer til at komme ind, og det kommer til at ske klokken 11 i morgen (søndag, red.), sagde hun til Ritzau.
Ifølge kommunikationschefen har SAS bedt sine organisationer, Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening, om at tage sagen i Arbejdsretten som en hastesag.
Hun forklarer også, at SAS gerne vil have en dom for, at kabinepersonalet skal genoptage arbejdet.
Arbejdsretten har mulighed for at pålægge strejkende at gå i arbejde igen. Fortsætter strejken alligevel, kan Arbejdsretten idømme en såkaldt skærpet bod.
Det kan også koste en fagforening en stor bod i Arbejdsretten, hvis fagforeningen økonomisk eller på anden vis støtter overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
/ritzau/