Streetracerne er tilbage på Esbjerg Havn
Vil du lige have testet bilen inden DHB? Så er Striben-Esbjerg igen klar med streetracing
Det var en turbulent sæsonafslutning i 2014, hvor Striben-Esbjerg stod uden formand og uden fremtidsudsigter, og samtidig også kæmpede mod det ulovlige streetrace. Nu er Striben-Esbjerg tilbage på Esbjerg Havn, Morten Henriksen er tilbage som formand, og mens de venter på deres kommende bane, skyder de Langfredag sæsonen i gang med endnu et lovligt arrangement.
Langfredag er efterhånden blevet kendt som Striben-Esbjergs store dag: Her åbner de streetrace-sæsonen med deres velkendte Grand Opening.
Streetracere fra hele Danmark og Tyskland møder op i deres velpolerede og topgejlede biler for at vise og teste, hvad de har gået og bygget på hele vinteren.
I år har Striben-Esbjerg skruet lidt op for arrangementet og kaldt det et ”warm up til DHB”, hvor bilerne kan komme og teste deres biler, inden det går løs til Danmarks Hurtigste Bil i Vandel til juni. Derudover er der i år også mulighed for at udstille og vise sin bil frem, brænde gummi af på brænderpladsen og køre en lille duel på en segway.
Party.Fm sender live radio fra pladsen hele dagen, og arrangementer finder sted på Molevej i Esbjerg fra klokken 12-22.