Støtter Martin Henriksen som ny DF-formand
Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen rækker ud efter formandspost
Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, peger på Martin Henriksen som ny formand for partiet.
Det siger Bøgsted i et interview med DR.
- Martin Henriksen har en indstilling til udlændinge og det danske arbejdsmarked, som stemmer overens med de holdninger, jeg har, siger Bøgsted til DR.
Bøgsted er dermed det første folketingsmedlem, som offentligt bakker op om Henriksen som partiets nye formand.
Skal vælges i januar
På et ekstraordinært årsmøde 23. januar skal DF vælge ny formand i stedet for Kristian Thulesen Dahl.
Han annoncerede efter partiets dårlige resultat ved kommunalvalget i november sidste år, at han trækker sig fra posten.
Senest 7. januar kan man melde sig som formandskandidat. Henriksen og den nuværende næstformand, Morten Messerschmidt, er de mest prominente kandidater.
Tidligere MF'er
Henriksen er tidligere folketingsmedlem, hvor han profilerede sig en del som udlændinge- og integrationsordfører. I dag er han medlem af partiets hovedbestyrelse.
Der er også to andre formandskandidater. Det er hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen og medlem af Hjørring Byråd Erik Høgh-Sørensen.