Støttepartier presser regeringen
Danmarks dystre kolonihistorie er så underbelyst, at SF og Enhedslisten nu rejser krav om et nyt i museum i Vestindisk Pakhus i København
Citathistorie: Kristeligt Dagblad
Politik er en foranderlig størrelse. For 10 dage siden afviste SF at bruge en halv million kroner på at undersøge, om det imposante Vestindisk Pakhus skulle huse et nyt kolonihistorisk museum i hjertet af København.
Nu går partiet til efterårets finanslovsforhandlinger med et ”rigtig vigtigt” krav på kulturområdet: Danmark skal have et kolonihistorisk museum, og det skal ligge i det 7000 kvadratmeter store Vestindisk Pakhus.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
”Vores kolonihistorie er i dén grad underbelyst. Vi har haft en tendens til at se på det, man kunne være glad for, i stedet for at se på det, vi ikke er stolte af. Derfor vil vi gøre dele af Vestindisk Pakhus til et museum, hvor danskerne kan lære om hele kolonihistorien, som er en rigtig grim historie om slaveri og salg af mennesker,” siger Rasmus Nordqvist, SF-ordfører for international udvikling.
Spørgsmål: For 10 dage siden ville I ikke bruge en halv million kroner på at undersøge projektet. Nu vil I afsætte millioner til et kolonihistorisk museum – hvad har fået jer til at ændre mening siden da?
”Det har hele den debat om racisme og historie, som kører både globalt og herhjemme. Hvad skal man eksempelvis gøre med statuer, hvis de hylder en fortid, man ikke er stolt af? Det har ført os til erkendelsen af, at der er brug for et kolonihistorisk museum.”
Spørgsmål: Så I er blevet klogere af de sidste ugers debat?
”Ja. Vi vil have et kolonihistorisk museum og ønsker at prioritere det på næste års finanslov,” siger Rasmus Nordqvist og kalder SF’s ønske et ”rigtig vigtigt” krav til kulturforhandlingerne under finansloven.
Debatten om Danmarks fortid som kolonimagt har været præsent i kølvandet på de amerikanske bølgeskvulp fra Black Lives Matter-bevægelsen, som ramte Danmark via politidrabet på George Floyd.
Historiker Anders Juhl, næstformand i Foreningen for Kolonihistorisk Center, rejste tidligere på ugen i Kristeligt Dagblad ønsket om at bruge Vestindisk Pakhus som et kolonihistorisk ”samvittighedssted” i stil med den tidligere nazistiske kz-lejr Auschwitz.
”Der er en blanding af smerte og skam, men også stolthed og modstandskraft i kolonitiden, så der er også brug for et rum til at arbejde med forsoning og eftertanke,” sagde han til Kristeligt Dagblad.
Og på Grønlands nationaldag blev en statue af den dansk-norske missionær Hans Egede forleden overhældt med rød maling og påskriften ”decolonize” – afkolonisér.
Et oplagt sted
Vestindisk Pakhus er ifølge SF og Anders Juhl et oplagt sted til det nye museum, fordi bygningen oprindeligt var et kaffelager etableret af Vestindisk Handelsselskab og derfor har tætte bånd til den danske slaveri- og kolonihistorie.
Forfatter og historiker Michael Böss har i Kristeligt Dagblad kaldt det ”overdrevent” at lave et dansk kolonihistorisk museum, ”når vi trods alt var så lille en kolonimagt i forhold til Belgien, Frankrig, Holland.” Men det er et dårligt argument at vaske sig ren i andres skidt, mener Rasmus Nordqvist.
”Du kan ikke gå rundt i Frederiksstaden (historisk bykvarter i indre København, red.) uden at se bygninger bygget af penge, der er tjent i kolonierne, og dermed på slavers arbejde. Det handler ikke om, at andre lande var større og værre end os – kolonierne er en vigtig del af vores historie, som vi er nødt til at lære af.”