Støttepartier er lunkne over for fattige-udspil
Det er godt, men ikke godt nok.
Sådan lyder det enstemmigt fra Enhedslisten og SF, efter de Radikales nye leder og nyudnævnte indenrigs- og økonomiminister, Morten Østergaard (R), søndag i Berlingske varsler mere hjælp til landets fattigste, men samtidig lægger låg på dagpengedebatten.
– Det er en falsk modsætning at argumentere for at gøre noget for dem, der har allermindst, men ikke gøre noget for dem, der er på vej til at ende i samme situation,« siger SFs gruppeformand og finansordfører, Jonas Dahl (SF).
Han mener ligesom Enhedslisten, at der bør og kan være råd til en indsats for både de fattige og på dagpengeområdet.
– Det er ikke enten eller. Det er ikke sådan, at vi enten kan gøre noget for de allersvageste eller sørge for, at have et robust dagpengesystem, som fungerer, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).
Morten Østergaard peger på, at tusindvis af børn af kontanthjælpsmodtagere, kronisk syge og misbrugere skal hjælpes med en ny og målrettet indsats, så de ikke havner i en ond cirkel, hvor de som voksne aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet, men i stedet ender i passiv forsørgelse som deres forældre.
En rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet konkluderer ifølge Berlingske, at 7.900 børn i Danmark er berørt af økonomisk fattigdom, og det er dem, som Østergaard vil hjælpe med en tidlig og målrettet indsats.
– Jeg forudser, at det bliver en af regeringens store projekter frem mod valget,« siger ministeren.
Han afviser samtidig at røre ved dagpengene, da regeringens tidligere initiativer, herunder den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, “faktisk har løst opgaven med at holde hånden under de personer”, siger han til Berlingske.
Jonas Dahl mener, at Morten Østergaard og regeringen, hvis man fokuserer på de fattige og ikke dagpengeområdet, “blæser og har mel i munden”.
– Problemet er, at dem der står til at falde ud eller er faldet ud af dagpengesystemet, de mennesker ryger for en stor dels vedkommende ud på ingen ydelse eller kontakthjælp. Det her handler også om at hindre, at der kommer flere i den kategori, man kan betegne som fattige, og så er vi også nødt til at lave en varig dagpengeløsning, siger Jonas Dahl.
Finansordføreren forventer også fortsat, at dagpengespørgsmålet kommer højt på dagsordenen, når regeringen skal diskutere næste års finanslov i næste måned.
– Jeg tror godt, at vi kan adressere begge spørgsmål i finanslovforhandlingerne. Men det afgørende er, om de Radikale og regeringen vil være med til det. Hvis de ikke vil det, så synes jeg ærligt talt, det minder en smule om hykleri, siger Jonas Dahl.
Næsten 44.000 ledige har mistet dagpengene siden 1. januar 2013 som følge af den reform, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vedtog med stemmer fra de Radikale i 2010, og som den nuværende regering har videreført.
Ved Folketingets åbning i oktober vil Enhedslisten fremsætte et beslutningsforslag, der skal pålægge regeringen at halvere genoptjeningsperioden til dagpenge fra de nuværende 52 uger til 26 uger over de kommende to år, hvilket SF bakker op om.