Stort rejsefirma konkurs: Danskere kommer i klemme
Det store hollandske rejsefirma Travelbird er gået konkurs. Firmaet var ikke registreret i Rejsegarantifonden, så nu risikerer en masse danskere at stå med håret i postkassen.
Klikker man sig ind på den store rejseudbyder Travelbirds hjemmeside, så bliver man mødt af et noget nedslående syn. Det store, hollandske selskab er nemlig gået bankerot, oplyser de:
“Desværre måtte TravelBird fra og med i dag stoppe med at sælge online-rejsetilbud og indgive en betalingsstandsning, efter at ny finansiering ikke kom i tide. Fra og med i dag tilbyder TravelBird ikke længere rejser,” skriver Travelbird på hjemmesiden.
Og det er noget værre skidt for os danskere – for de er nemlig ikke registreret hos Rejsegarantifonden.
Hjemmesiden skriver dog, at de er registreret hos det hollandske svar på Rejsegarantifonden, SGR:
“TravelBird er medlem af SGR, hvilket betyder, at rejser, der er reserveret via TravelBird, bliver dækket i henhold til garantiordningen for SGR. Hvis du har bestilt en rejse med TravelBird, vil SGR kontakte dig med yderligere oplysninger.”
Derfor må danskere stole på, at hollænderne kan hjælpe, hvis man har penge i klemme. Der er nemlig intet Rejsegarantifonden kan gøre, fortæller direktør Birgitte Fjeldhoff til hjemmesiden Standby.dk:
– Vi er bekendt med at TravelBird er stoppet, men det var ikke registreret hos os i Rejsegarantifonden i Danmark, så vi kan ikke gøre noget. Berørte danskere må kontakte den hollandske modsvarighed til os, siger administrerende direktør for Rejsegarantifonden i Danmark, Birgitte Fjeldhoff, til Standby.dk.