Stort nedbrud efter brand: Der var ingen strøm
Gadebelysning og lyskryds var sat ud af spil, mens automatiske alarmer gik flere steder i Kolding.
Opdatering: Politiet meddeler på Twitter, at strømmen nu er tilbage igen.
En brand i en transformatorstation har natten til mandag medført et større strømnedbrud i Kolding.
Det meddeler Sydøstjyllands Politi og Trekantsområdets Brandvæsen.
– Trekantsområdets Brandvæsen er i øjeblikket indsat ved en større brand i transformatorstation Ålegården i Kolding. Der er strømsvigt i området, skriver brandvæsnet på Twitter kort før klokken 02.00.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Strømnedbruddet, der begyndte kort efter midnat, kan fortsætte “mindst” nogle timer endnu, skriver brandvæsnet på Twitter.
Ifølge vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Halfdan Kramer har nedbruddet gjort, at både gadebelysning og lyskryds er ude af funktion flere steder i Kolding.
Flere alarmer sat i gang
Det har også sat flere automatiske alarmer i gang.
– Der bliver arbejdet på højtryk for at få det løst, siger Halfdan Kramer.
Vagtchefen kan ikke sige noget om det præcise omfang af strømnedbruddet.
Men det lader til at ramme store dele af Kolding, hvor der bor omkring 60.000 mennesker.
#TrekantBrand er i øjeblikket indsat ved en større brand i transformatorstation Ålegården i #Kolding. Der er strømsvigt i området #TREFOR er ankommet. Vi har ingen meldinger om, hvornår der kommer strøm i området, men de forventer mindst 2-3 timer.
— TrekantområdetsBrand (@TrekantBrand) January 6, 2020
Trefor, der betjener elnettet i området, er ifølge brandvæsnet til stede.