Stort kemikalieudslip: Det skal der ske nu
Det nationale kemikalieberedskab har foretaget undersøgelser hos Novadan i Kolding, hvor der torsdag er sket et stort kemikalieudslip.
1000 liter salpetersyre løb ud fra en såkaldt palletank under et større kemikalieudslip hos virksomheden Novadan i Kolding. Derfor opsatte Sydøstjyllands Politi en større sikkerhedszone, der dannede en stor “firkant” uden om selve hallen, hvor udslippet var sket.
Zonen fungerede som en sikkerhedsbarriere, hvor ingen uvedkommende fik lov at komme ind, mens politiet ventede på det nationale kemikalieberedskab fra København. Det fortalte vagtchef ved politiet, Lars Grønlund, tidligere til Newsbreak.dk.
– De skal vurdere, hvad der skal ske, og hvordan vi får ryddet op efter udslippet. Inden den vurdering har vi besluttet, at afspærringen hellere skal være for stor end for lille, sagde han.
Eksperterne har nu været og besigtige stedet med diverse målinger, og der er ikke konstateret risiko for udslip af syredampe eller nitrøse gasser. Det betyder, at sikkerhedszonen nu er blevet indskrænket betragteligt.
Det var ellers et ganske stort område, der først blev afspærret. Der var tale om et “firkantet” område, der dækker fra Vejlevej i øst til Stålvej i vest. På den anden led er det fra Ny Esbjergvej i nord til Esbjergvej i syd. De nævnte gader var dog ikke spærret. Det skete ganske enkelt, fordi politiet ikke var i stand til at vurdere, hvor farligt, udslippet var.
– Udslippet er sket inden for i en lagerhal, så det er farligt i den forstand, at der er andre kemikalier til stede i hallen. Det er brandfarligt. Vores hovedfokus har derfor været at sikre, syren ikke løber ud eller blandes med de øvrige kemikalier, sagde Grønlund tidligere.
Nu kan han så oplyse, at der kun vil være afspærret omkring virksomheden, der ligger på Platinvej 21 i Kolding.
Hændelsen undersøges som en ulykke, og der er ingen mistanke til, at der skulle ligge en forbrydelse bag.
Politi med videre er fortsat i gang med oprydning på stedet, og det vil ganske givet tage det meste af natten.