Stort hospital ramt af vandforurening

En del af Aarhus Universitetshospital er fredag blevet ramt af vandforurening.

Offentliggjort Sidst opdateret

En del af Danmarks største hospital, Aarhus Universitetshospital i Skejby er blevet ramt af vandforurening.

I en pressemeddelelse skriver hospitalet, at der er konstateret forhøjede kim-tal i vandet – og det gør, at vandet i det forurenede område ikke må drikkes.

Hospitalet skriver, at vand fra vandhaner og drikkevandsautomater i det forurenede område, der tæller store dele af hospitalets Område C, ikke må drikkes. Ligeledes er Café Syd på hospitalet lukket.

Pressechef på Aarhus Universitetshospital i Skejby Lars Elgård Pedersen fortæller til Newsbreak.dk at forureningen er i vandrørene, og det derfor ikke er til at sige, præcis hvilke afdelinger, der er ramt – det skyldes også, at afdelingerne har flere forskellige lokationer.

Sådan skal man forholde sig

Hospitalet oplyser, at vandet fra vandværket Aarhus Vand er rent, og vandprøver fra resten af hospitalet også er. Derfor vurderer man, at vandet på den øvrige del af hospitalet godt kan drikkes.

Vandforurening på Aarhus Universitetshospital

  • Vand fra vandhaner og drikkevandsautomater i det pågældende område må ikke drikkes
  • Vandet fra vandhanerne må benyttes til både almindelig og kirurgisk håndvask
  • Vandet skal koges, før det må benyttes til madlavning
  • Patienter med intakt hud må tage brusebad
  • Cafe Syd er lukket
  • Opvaskemaskiner, dialysemaskiner og autoklaver kører på særskilt rørsystem og er ikke berørt af vandforureningen.
  • Der skaffes flasker med vand til afdelingerne i de berørte område
  • Det vurderes ikke, at der er grund til bekymring, hvis man har drukket af vandet i det berørte område i dag.

Kilde: Pressemeddelelse fra Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Forureningen er lokaliseret til en stikledning, som forsyner følgende krydspunkter med vand. Nye vandprøver forventes klar tirsdag.

Powered by Labrador CMS