Stort gennembrud i sag om drab på Nedim Yasar – har du set denne bil?
Københavns Politi har anholdt to mænd i forbindelse med drabet på Nedim Yasar.

Københavns Politi har i dag foretaget anholdelse af to mænd på henholdsvis 24 og 25 år.
Begge de anholdte mænd sigtes for drab og medvirken til drab på Nedim Yasar d. 19. november 2018.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har i forbindelse med anholdelserne foretaget ransagning af flere adresser i Storkøbenhavn og endvidere er der sket ransagning af et bandetilholdssted i Nordsjællands Politikreds.
Der vil i morgen, fredag d. 7. december, ske fremstilling i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden vil komme med en begæring om dørlukning, oplyser politiet.
Politiet kan derfor ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere detaljer om de anholdte, og heller ikke i forhold til om den dræbte og de to anholdte kendte hinanden. Der kan ligeledes ikke gives yderligere oplysninger om eventuelle fund ved de mange ransagninger.
Politiet efterforsker stadig mulige motiver og kan derfor ikke komme nærmere ind på, om der forventes yderligere anholdelser.
Bil efterlyses
Gerningsmændende har efter politiets opfattelse brugt en blå VW Passat til at flygte efter drabet.
Ordensmagten er derfor meget interesseret i at høre fra vidner, som har set bilen, både forud for og efter drabet.
Bilen har efter politiets opfattelse holdt parkeret på Vibevej i København forud for drabet.
Du kan se et billede af bilen i galleriet ovenfor.
Bilen er kendetegnet ved en lygtefejl på bilens venstre forlygte, idet den kun havde parkeringslys tændt.
Bilen var derudover forsynet med nogle specielle alufælge.
Nye detaljer om våben
Københavns Politi er også interesseret i at høre fra vidner, som enten har været på Hejrevej, Glentevej og Vibevej både før og under skudepisoden, og som endnu ikke har talt med politiet.
Københavns Politi har tidligere oplyst, at det formodede gerningsvåben var det, man kalder et håndvåben.
Politiet kan supplerende oplyse, at det nu formoder, at der tale om en revolver af mindre kaliber.
Politiet vil også stadig gerne høre fra personer, som på en eller anden måde ligger inde med viden om drabet eller eventuelle forudgående trusler mod Nedim Yasar, oplyses det i pressemeddelelsen.