Stort flertal: -Vi vil have håndværker-fradrag tilbage
Hele 42 procent af danskerne vil få udført arbejde, som kan trækkes fra med håndværkerfradraget, hvis det genindføres efter det kommende folketingsvalg. I modsatfald vil de undlade at få udført arbejdet. Det skriver Søndagsavisen
Tallene kommer fra en befolkningsundersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen. Her siger kun 32 procent af danskerne nej til at de ville få udført arbejde, hvis fradraget genindføres. 22 procent svarer »ved ikke«.
YouGovs undersøgelse viser desuden, at et stort flertal på 63 procent ønsker fradraget genindført. 16 procent siger nej, mens 22 procent siger »ved ikke«.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), gjorde for knap en måned siden spørgsmålet om håndværkerfradraget – formelt BoligJob-ordningen – til et afgørende punkt for, om han overhovedet havde lyst til at indtage statsministerembedet igen. Derfor glæder det Venstres politiske ordfører, at danskerne vil udnytte fradraget i stort omfang, hvis det genindføres.
»Her kan man jo se, at det har været en ordning, som danskerne har været meget glade for. Ud over at det glæder folk og forbedrer folks hjem, skaber det også 5.000 arbejdspladser. Gode og vigtige arbejdspladser, som sætter gang i væksten,« siger Inger Støjberg (V) til Søndagsavisen.
De 5.000 arbejdspladser er ikke gratis for staten at sikre, da statskassen mangler de penge, som folk trækker fra.
»Det koster lidt, men det er samtidig helt afgørende, at vi får gang i det danske erhvervsliv. Det er vanskeligt at drive en virksomhed med de alt for mange skatter og afgifter. Det her skaber efterspørgsel og sætter gang i hjulene,« siger hun.
I Liberal Alliance er man generelt skeptisk over for skatter og afgifter, men at stange skattelettelser ud via et håndværkerfradrag byder partiet imod.
»Det overrasker mig ikke, at håndværkerfradraget er populært. Folk vil gerne have flere penge mellem hænderne i et tungt beskattet samfund. Men det er bare ikke den rigtige måde at gøre det på,« siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøl (LA).
»Staten bør ikke gå ind og øremærke borgernes penge på den her måde. Vi vil i stedet have sænket bundskatten markant. Vores politik vil give 124.000 nye arbejdspladser. Det andet er en dråbe i havet,« siger han til Søndagsavisen.
BNB