Storstilet atomøvelse aflyses for grænsekontrol
Den stort anlagte kriseøvelse med over 30 deltagende organisationer skulle have været to dage lang. Nu er den forkortet til én – Sverige har lukket grænserne.
Den såkaldte skrivebordsøvelse, som over 30 ministerier, styrelser og udenlandske ambassader var i fuld gang med onsdag, skulle egentlig være fortsat torsdag. Nu er dag to aflyst.
Det skriver Beredsskabsstyrelsen i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.
Årsagen er Sveriges valg om at lukke grænserne til og – primært – fra Danmark.
– På grund af politiets opgaver i forbindelse med den ændrede flygtningesituation har det været nødvendigt at aflyse andendagen af den nationale krisestyringsøvelse KRISØV 2015, fremgår det af meddelelsen.
Atomulykke i Kattegat
Øvelsen forestillede en atomulykke, forårsaget af et atomdrevet russisk skibs kollision med et fragtskib i Kattegat. Det er en øvelse, der foregår hvert andet år for at sikre landets beredskab, hvis en katastrofe skulle finde sted i virkeligheden.
Det er endnu uvist, hvad aflysningen får at konsekvenser.
– Den dag en krise rammer, skal vi være klar på tværs af samfundets samlede beredskab. Det gør vi blandt andet ved at forberede og øve os. Den nationale krisestyringsøvelse er meget vigtig, fordi alle involverede aktører får lejlighed til sammen at øve sig i både håndtering, samarbejde og kommunikation, så vi er bedst muligt forberedt, når det gælder, fastslog forsvarsminister Peter Christensen forud for øvelsen.