Større ombygning af Bilka Næstved

Billederne er fra Bilka Vejle, som var det første af Bilkas 18 varehuse, der fik en forskønnelseskur. Foto: Claus Sjödin.
Offentliggjort Sidst opdateret

En storstilet ombygning af Bilka Næstved er gået i gang. Formålet er at give kunderne en bedre indkøbsoplevelse.

Vejen til mælkekøleren og frostboksen er for en kort stund lagt om, og flere steder er renoveringsarbejdet allerede i gang. Lige nu er Bilka Næstved i gang med en større ombygning, der skal give kunderne en mere inspirerende indkøbsoplevelse.

Når varehuset står klar til genåbning den 30. maj er det med brede, lyse gange og store skilte, der blandt andet leder hen til grøntafdelingen, som er vokset. Frostvarerne får 30 procent mere plads, og bliver lettere at finde, fordi de kommer op i øjenhøjde i nye frostskabe med glaslåger. Afdelingen med fisk og delikatesse er fremover bemandet og ved selv-scanningskasserne kan kunderne selv scanne og betale for varerne, mens postpakker kan hentes og sendes fra den nye postbutik.

Frem til åbningsdagen risikerer kunderne at blive mødt af lidt mere rod og rumsteren, end de er vant til, men varehuschef Morten Kirkbak garanterer for et flot og moderne varehus, og håber derfor at kunderne vil bære over med de gener, der er forbundet med ombygningen.

– Jeg er sikker på, at kunderne vil føle sig velkomne i vores nye varehus, som er mere up to date med større afdelinger og et bredere sortiment. Med de nye forandringer følger naturligvis noget byggearbejde, vi planlægger det således, at kunderne stadig får en god oplevelse i varehuset, mens det står på, siger han.

Fremtidens Bilka er indrettet efter kunderne

Varehuset i Næstved er den tredje Bilka i Danmark, der bliver nyindrettet . Ombygningen er en del af kædens strategi for fremtidens Bilka, hvor samtlige 18 varehuse skal fornys i de kommende år.

Varehusene er designet efter, hvordan fremtidens varehus skal se ud, og indretningen er bl.a. baseret på undersøgelser af kundernes ønsker, forventninger og behov.

Claus Frederiksen, der er konceptchef for Bilka og en af de ansvarlige bag projektet, håber at det nyindrettede varehus vil blive lige så godt modtaget, som de to første i Vejle og Hundige.

– De ny-istandsatte varehuse er indrettet efter vores kunder, og det er blevet godt modtaget. Kunderne synes, at det er blevet nemmere at finde rundt, og at varehusene virker større og mere overskuelige. De er simpelthen blevet gladere for at handle i Bilka, siger han.

Bilka Næstved blev bygget i 1989, og det er altså nu første gang i 25 år, at varehuset der ligger i Næstved Storcenter, står over for en større modernisering.

Powered by Labrador CMS