Større kræftrisiko: Har du gået i skole HER?
Tusinder af tidligere skoleelever har større risiko for at udvikle en helt speciel kræftform.
I en ny rapport fra Aalborg Universitetshospital er det påvist, at der er større risiko for at udvikle en bestemt kræftform, hvis man har gået i skole nær en fabrik, der har femstillet asbest.
Det skriver Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Det er kræftformen ’malignt mesotheliom’, der altså er større risiko for at udvikle, hvis man har gået i skole nær Dansk Eternit Fabrik i Aalborg. Der har ligget fire skoler i nærheden.
(Der er generelet syv kræftsymptomer, du skal være meget opmærksomme på. Dem kan du se i galleriet over artiklen).
Det har i mange år været velkendt, at der er øget risiko for at udvikle kræftformen malignt mesotheliom – hvor lungehindekræft er den mest udbredte – hvis man har været udsat for asbest. Særligt hvis man har arbejdet med asbest, og i sjældnere tilfælde hvis man har været udsat for det i hjemmet fra familiemedlemmer, der bragte asbeststøv med hjem i arbejdstøjet.
Nu har forskere ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital påvist, at der også er en væsentlig øget risiko, hvis man har gået i skole nær daværende Dansk Eternit Fabrik i Aalborg, hvor 90 procent af al asbest i Danmark har været anvendt. Man har brugt asbest i fremstilling af eternit.
– Vi har undersøgt forekomsten af malignt mesotheliom blandt skoleelever ved fire skoler i Aalborg, som lå i en afstand fra 100 meter til 750 meter fra eternitgrunden i den herskende vindretning, fortæller professor på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling Øyvind Omland.
Cirka syv gange så stor risiko
Forskerne har fundet frem til 12.111 skoleelever født i perioden 1940-1970 ved hjælp af gamle udskrivningskort fra skolerne. Med data fra Cancerregistret har de undersøgt, om personerne efterfølgende har udviklet malignt mesotheliom.
– Vi har sammenlignet forekomsten af sygdommen hos de 12.111 skoleelever med forekomsten blandt omkring 110.000 tilfældigt udvalgte personer, som ikke har gået på nogen af skolerne, siger Øyvind Omland og fortsætter:
– 38 ud af de 12.111 skoleelever havde udviklet malignt mesotheliom. Heraf havde 11 alene været udsat for asbest, fordi de gik i skole i nærheden af fabrikken. Resten havde, foruden denne udsættelse, selv arbejdet med asbest eller været udsat for det via et familiemedlem, der kan have taget det med hjem i arbejdstøjet. Det svarer til en cirka syv gange så stor forekomst hos skoleeleverne som i den tilfældige jævnaldrende sammenligningsgruppe.
Meget sjælden sygdom
Selvom der er en øget risiko, hvis man har gået på en skole nær den gamle eternitfabrik, så er risikoen stadig meget lille, pointerer Øyvind Omland.
– Malignt mesotheliom er en sjælden sygdom med cirka 140 nye tilfælde årligt. Risikoen for at få sygdommen er cirka to-tre tilfælde per år per 100.000 danskere. Der er ingen måde at finde ud af, om man har sygdommen, før den giver symptomer, og man kan desværre ikke gøre noget for at undgå, at sygdommen bryder ud. Hvis man ved, at man har været udsat for asbest, og har symptomer i form af brystsmerter og vejtrækningsbesvær eventuelt med vægttab, hoste, træthed og feber, skal man henvende sig til sin læge, siger han.
Artiklen fortsætter under faktaboksen.
Forskningen er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Occupational & Environmental Medicine.
Skoler der er undersøgt:
Alléskolen, Sønderbroskolen, Vejgaard Vestre Skole og Østermarkens Skole.