Storkefar åd sit eget afkom

Foto: Scanpix (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Glæden var kort, da det femte og sidste æg klækkede i storkereden i Smedager ved Aabenraa onsdag.

Allerede torsdag var der ikke længere fem levende storkeunger i reden, fordi hanstorken Tommy havde gjort kort proces.

Mens hunstorken Annika var væk, skubbede han den ene unge ud af reden og åd en anden unge. Det beretter TV Syd.

Selv om hanstorkens fremgangsmåde virker særdeles brutal, er den ifølge Storkene.dk helt normal. Det foregår på den måde, at hvis storkene skønner, at der ikke er føde nok i området, eller at et par unger er svage eller syge, kan de tage affære, som det skete i Smedager.

Onsdag glædede Mogens Lange Petersen fra Storkene.dk sig over de fem storkeunger i Smedager. Men han understregede i samme åndedrag, at meget kunne gå galt.

»Det er meget flot klaret af storkeforældrene at udruge alle fem æg. Men armene er ikke helt i vejret, før vi kommer hen i juli. Først da ved vi, om alle storkeunger bliver flyvefærdige. Meget kan ske inden da,« sagde han til hjemmesiden.

Jess Frederiksen, formand for Storkene.dk, tilføjede:

»Vejret og fødeudbuddet er afgørende for storkefamiliens succes. Lige nu er der masser af føde, da der slås hø rundt omkring på engene ved storkereden. Dette giver en del mus og mosegrise, som dog ikke er den ideelle føde for helt små storkeunger«.

Sidst der var femlinger i en sønderjysk storkerede var tilbage i 1993.

Se videoen af storken nedenunder…

 

MORD I STORKEREDEN! To af ungerne i reden var nogle skravl og med dyrisk kynisme smed Tommy den ene ud af reden og ÅD den anden! Se videoen her.

Posted by TV SYD on 11. juni 2015

Powered by Labrador CMS