Store vragdele fra AirAsia-fly er fundet

Foto: Pool/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter mere end en uges eftersøgning melder redningstjeneste, at man har lokaliseret fire store vragdele.

Den indonesiske redningstjeneste, som i øjeblikket eftersøger et styrtet AirAsia-fly, oplyser lørdag eftermiddag dansk tid, at den har lokaliseret fire store vragdele.

Det fortæller chefen for redningstjenesten Fransiskus Bambang Soelistyo ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Man har tidligere via sonarbilleder spottet store vragdele på 30-50 meters vand ud for Borneos kyst.

Flyet af typen Airbus A320-200 styrtede i Javahavet søndag, da det var på vej fra den indonesiske by Surabaya til Singapore med 162 mennesker om bord.

Ingen overlevende er fundet, og man har de seneste dage været i gang med at forberede begravelser af de første bjærgede lig.

Mindst 30 personer er bjærget efter ulykken.

Det kom tidligere lørdag frem, at flyet på rute 8501 ikke havde tilladelse til at flyve om søndagen, da ulykken skete.

Siden har det indonesiske transportministerium besluttet at undersøge alle lavprisselskabets afgange. Det vil sandsynligvis ske mandag.

Det er ikke udelukket, at man kan inddrage AirAsias licens til at flyve i Indonesien, lyder det fra luftfartsmyndighederne i landet.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS